Og her vil de sætte blokader op i byen og drage mod Moskva, hvis ikke Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, og landets øverste hærchef, Valerij Gerasimov, rejser ned for at mødes med ham.
Prigozjin hævder desuden, at samtlige militære lokationer i Rostov er under Wagner-gruppens kontrol.
Han sagde tidligere natten til lørdag, at han og hans soldater med livet som indsats ville afsætte Sergej Sjojgu og Valerij Gerasimov, som han længe har ligget i konflikt med.
Konflikten kulminerede for alvor, da Prigozjin fredag aften beskyldte det russiske forsvar for at have bombet Wagner-gruppens positioner i Ukraine, hvor de to kæmper side om side.
Forsvarsministeriet i Rusland kaldte beskyldningerne pure opspind og oplyste, at der ville blive rejst en straffesag mod Prigozjin for at opildne til oprør.
Wagner-chefen svarede igen ved at flytte sine soldater tilbage over grænsen til Rusland, hvor de nu efter alt at dømme befinder sig i Rusland. Prigozjin har sagt helt åbent, at han vil vælte den russiske militærledelse.
Hvor mange Wagner-soldater der er taget med til Rusland, og hvor mange der er blevet i Ukraine er umiddelbart ikke helt klart.
Prigozjin sagde tidligere, at “25.000 soldater stod klar til at dø. Og så 25.000 flere”. Hvorvidt de sidste 25.000 er nogle, som befinder sig i Ukraine, vides ikke.
Og hvad hele flytningen af soldater til Rusland betyder for invasionen af Ukraine, vides heller ikke helt.
Ifølge Prigozjin selv kommer det dog ikke til at forhindre Ruslands “særlige militæroperation” i Ukraine.
Jevgenij Prigozjin har længe haft et godt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter at Putin fik et godt øje til den daværende restaurantejer Prigozjins flydende restaurant, hvor præsidenten yndede at mødes med diplomater.
Ifølge den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) har Wagner-gruppens chef formentlig regnet med Putins opbakning i sin kritik af den russiske militærledelse. Tænketanken skriver, at Putin og Sjojgu ikke har et bestemt stærkt forhold.
Putin har dog endnu ikke kommenteret sagen.
/ritzau/
Andre læser også