AVIZ

Wagner-afhopper skal svare på anklager om barslagsmål i Oslo

Andrei Medvedev, a former commander of Russia''s Wagner mercenary group looks on during an interview in Oslo
Andrei Medvedev, a former commander of Russia''s Wagner mercenary group looks on during an interview in Oslo (Janis Laizans/Reuters)

Den tidligere lejesoldat i Wagner-gruppen Andrej Medvedev skal tirsdag ved retten i Oslo svare på anklager om, at han var involveret i et barslagsmål, modsatte sig anholdelse og var bevæbnet med en luftpistol.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 26-årige russiske mand krydsede den russisk-norske grænse i januar og har talt offentligt om den tid, hvor han i den private militærgruppe kæmpede side om side med russiske styrker i Ukraine.

Han har søgt om asyl i Norge.

Medvedev vil ifølge sin advokat, Brynjulf Risnes, erklære sig skyldig i at besidde en luftpistol og ikkeskyldig i en række andre anklager. Det er ikke blevet specificeret hvilke.

Andrej Medvedev skulle angiveligt have været i et slagsmål med én anden person ude foran en bar i Oslo 22. februar.

Da politiet ankom, lyder det i anklageskriftet, modsatte han sig anholdelse og sparkede mindst én betjent.

I en separat hændelse 14. marts er han anklaget for at medbringe en luftpistol til en bar.

– Vi håber at undgå fængselsstraf, siger Brynjulf Risnes.

Den maksimale straf for at modsætte sig anholdelse er tre år i fængsel.

Bliver han dømt, betyder det ikke nødvendigvis, at Medvedev vil blive udvist fra Norge.

Ifølge de norske immigrationsmyndigheder kan asylansøgere, der bliver dømt for voldelige forbrydelser, i stedet for permanent opholdstilladelse få en midlertidig opholdstilladelse.

Medvedev er i løbende dialog med Kripos, en særlig efterforskningsenhed i norsk politi, som beskæftiger sig med alvorlig kriminalitet og efterforsker krigsforbrydelser.

De skulle have talt om hans tid i Wagner. Rusland afviser at have begået krigsforbrydelser i Ukraine.

Medvedev fortalte i februar Reuters, at han havde kæmpet i regionen omkring Bakhmut, der længe har været centrum for blodige kampe mellem Ukraine og Rusland.

Det har ikke været muligt at be- eller afkræfte hans påstande.

/ritzau/Reuters

Andre læser også