Det oplyser WWF Verdensnaturfonden.
I december og januar registrerede Kenya Wildlife Service 95 tørkerelaterede dødsfald blandt elefanter i tre af landets nationalparker.
Kenya Wildlife Service administrerer nationalparkerne i landet.
WWF Verdensnaturfonden mener, at det reelle antal omkomne elefanter er langt højere end det angivne.
– Vi kender endnu ikke de fulde konsekvenser for de vilde og sjældne dyr. Men når hundredvis af ellers meget hårdføre voksne elefanter, som kan lugte vand på fem kilometers afstand, dør af tørst, vidner det om en alvorlig situation, lyder det fra Bo Øksnebjerg, som er generalsekretær i Verdensnaturfonden.
WWF Verdensnaturfonden forklarer, at det særligt er babyelefanter, der dør i tørken.
Det skyldes, at de små elefanter ikke kan nå fødekilder højt oppe, og at deres mødre ikke kan producere nok mælk.
Nede på jorden er både græs, træer og buske tørret ud. Derfor er der mangel på føde til de vilde elefanter
I den nordlige del af Kenya faldt der ingen regn fra 2020 til 2022.
Fra februar til oktober i 2022 mistede 205 elefanter, 512 gnuer, 381 zebraer, 12 giraffer og 51 bøfler livet. Det har de kenyanske myndigheder oplyst til WWF Verdensnaturfonden.
– For få måneder siden troede vi ikke, at tørken kunne blive værre. Men det gør den desværre. Lige nu dør mange vilde dyr – også sjældne arter – og der er ingen tegn på, at tørken aftager, siger Bo Øksnebjerg.
Ifølge International Fund for Animal Welfare (IFAW) omkom der sidste år dyr inden for 20 forskellige arter alene i nationalparken Amboseli, som dækker 392 kvadratkilometer.
Blandt de dyr har Kenya Wildlife Service optalt 69 døde babyelefanter.
Den nuværende tørke beskrives af WWF Verdensnaturfonden som den værste i 40 i det østafrikanske land.
/ritzau/
Andre læser også