Samtidig danner hun sit eget parti, Bündnis Sahra Wagenknecht, som har planer om at stille op ved flere valg næste år og anses for at være en trussel mod partier på begge yderfløje i Tyskland.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa efterlades Die Linkes gruppe i Forbundsdagen i splittelse.
Wagenknecht er venstreorienteret på den økonomiske politik, men ligger tættere på den mest højreorienterede fløj på områder som migration, klima og køn.
Ifølge mediet Deutsche Welle spekulerer flere analytikere i, at hendes unikke politiske position kan være en trussel også mod højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, som brager frem i meningsmålinger.
– Vi har besluttet os for at danne et nyt parti, fordi vi er overbeviste om, at tingene ikke kan fortsætte, som de er lige nu, siger hun ifølge dpa ved lanceringen i Berlin.
– Ellers kan vi formentlig ikke genkende vores land om ti år.
I Forbundsdagen mandag er hun kommet med en særdeles hård kritik mod den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz’ regering.
Blandt andet har hun kritiseret sanktioner mod Rusland. De bidrager ifølge hende til høje energiomkostninger.
Samtidig siger hun, at ureguleret migration skaber problemer på tyske skoler.
54-årige Wagenknecht er en veteran i tysk politik og på venstrefløjen.
Hun var for over 30 år siden med i det østtyske kommunistparti, SED, og var fra 1991 til 2010 med i en gruppe kaldet Kommunistisk Platform i både SED’s efterfølger, PDS, og senere Die Linke.
Ni medlemmer af Die Linke har ifølge dpa planer om at følge med Wagenknecht over hos det nye parti. Die Linke har 38 medlemmer af Forbundsdagen i Tyskland.
Wagenknechts parti ventes at stille op ved europaparlamentsvalg i juni næste år.
Derudover ventes det også at stille op i tre østtyske delstater.
/ritzau/
Andre læser også