Det viser billeder.
Hangarskibet har siden mandag sejlet gennem den danske del af Nordsøen med kurs mod den norske hovedstad.
Her skal krigsskibet ligge i havn i Oslo i fire dage. Det var først mandag, det blev offentligt kendt, at det amerikanske hangarskib skulle til Oslo.
I flere byer og kommuner langs Oslofjorden stod hundredvis af tilskuere klar til at bevidne, at det store krigsskib sejlede ind mod Oslo, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Skibet, der blev navngivet i 2013, er ude på sin første rigtige mission. Det er det første hangarskib af en helt ny klasse, Ford-klassen.
At rejsen går til Oslo, er blevet tolket som et tegn på, at USA ønsker at vise tilstedeværelse og afskrækkelse i det nordiske område efter Ruslands invasion i Ukraine.
Avisen Aftenposten skrev tirsdag, at der onsdag indføres et midlertidigt flyveforbud over den indre del af Oslofjorden. Det gælder både for fly og droner.
Om bord er ifølge NTB et mandskab på i alt 4500. Der er plads til omkring 90 fly og helikoptere, og skibet drives af to atomreaktorer.
Byggeriet af skibet begyndte i 2009. Det har været igennem en lang periode med test og klargøring og er nu i normal drift.
/ritzau/
Andre læser også