AVIZ

Varslet nordkoreansk spionsatellit går ifølge Sydkorea i luften

South Korea Koreas Tensions
South Korea Koreas Tensions (Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix)

Opsendelsen blev i første omgang rapporteret som en mulig missilaffyring, hvilket fik Sydkorea til at varsle evakueringer i hovedstaden Seoul og Japan til at beordre folk i beskyttelsesrum på grund af truslen.

Fra Japan lød det, at Nordkorea havde affyret, hvad der “kunne være et ballistisk missil”.

Begge lande ophævede kort efter begge varsler, og Sydkorea oplyste, at der var tale om en fejl. Japans regering fortalte, at der ikke var fare på færde for japanere, og at projektilet, som Nordkorea sendte afsted, var landet uden for japansk territorium.

Sydkoreas militær oplyste, at dets overvågningssystemer havde fået færten af en såkaldt løfteraket – altså en raket, hvis opgave er at bære en satellit ud mod rummet.

Hvorvidt det er den løfteraket, som ifølge det japanske militær er styrtet til jorden igen, er uklart.

Men Sydkorea kunne berette at det, som det omtalte som en nordkoreansk “raket” fløj hen over Det Gule Hav, som adskiller den koreanske halvø og Kina.

Sydkoreas militær oplyser i den forbindelse, at raketten ikke havde nogen virkning på byområdet i Seoul. Den centrale del af Seoul ligger godt 30 kilometer fra Sydkoreas kyst ved Det Gule Hav.

Nordkorea oplyste allerede natten til tirsdag dansk tid, at det havde planer om at opsende en satellit, som skal hjælpe landet med at overvåge fjender i realtid.

I en udtalelse bragt af det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA lyder det fra den højtstående militærleder Ri Pyong-chol, at fælles militærøvelser udført af USA og Sydkorea åbent viser landenes “uforsvarlige ambitioner om aggression”.

I løbet af de seneste måneder har de to lande udført militære øvelser. Ifølge Ri har øvelserne tvunget styret i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, til at have “ressourcer i stand til at samle information om militærhandlinger fra fjenden i realtid”.

/ritzau/Reuters

Andre læser også