AVIZ

Væltede træer og lukkede broer kan forstyrre ferietrafikken

Store mængder nedbør
Store mængder nedbør (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Og det kan betyde en travl dag på vejene mellem 14 og 18. Nogle vil formentlig have travlt med at komme afsted, så de ikke bliver ramt af stormen.

Det siger Peter Bruun-Mogensen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet.

– Det er kun i dag fredag, at mange rejser hjem, og vi forventer travlhed i løbet af eftermiddagen, siger han.

Stormen Otto forventes at ramme Danmark mellem klokken 15 og 23 ifølge DMI.

DMI forventer vindstød af stormstyrke og visse steder – særligt i Nordjylland – med orkanstyrke.

Den ventes først at ramme Nordjylland midt på eftermiddagen og bevæge sig igennem Danmark, før den ventes at løje af i løbet af natten.

Vejdirektoratet overvåger vejene 24 timer i døgnet. Derfor bliver der hele tiden rapporteret, hvis der er væltede træer og lignende, der skal fjernes fra vejbanerne.

Peter Bruun-Mogensen regner med, at der lørdag er risiko for, at der er noget oprydning på vejene, som kan forstyrre trafikken.

Men det er svært at forudsige, lyder det.

– Væltede træer, er det, man er nervøs for, og som er svært at forudsige. Restriktioner på broer er også tit et problem.

– Men når prognosen siger, at stormen topper mellem klokken 15 og 23, så bliver lukningerne formentlig i løbet af natten, hvor få bevæger sig ud, siger han.

Det er særligt det nordjyske, der ventes at blive ramt hårdest af stormen, og det kan ses på den kollektive trafik.

Togtrafikken indstilles klokken 15 og resten af aftenen på flere strækninger i Nordjylland.

Det drejer sig om strækningerne Aalborg-Frederikshavn og Thisted-Struer, lød det torsdag fra Banedanmark.

Også Nordjyllands Trafikselskab melder om ændringer som følge af den ventede storm. Det betyder, at der fra og med cirka klokken 13.30 vil være begrænset togtrafik. Der vil blive indsat togbusser.

På grund af risikoen for væltede træer og genstande på skinnerne kører der også færre tog mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn fra klokken 14.30 til 23.00.

Lyntogene er aflyst mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn, mens intercitytogene på strækningerne ventes at køre, oplyser DSB på sin hjemmeside.

/ritzau/

Andre læser også