Det oplyser Sund & Bælt på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.
Forbuddet ventes at blive ophævet klokken 22.30.
I Esbjerg Havn står flere biler desuden under vand som følge af forhøjet vandstand ved Vadehavet. Det oplyser Syd- og Sønderjylland på X.
Politiet har derfor igangsat nødflytning af andre biler, som også er i fare for at blive oversvømmet.
Den forhøjede vandstand skyldes ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, at et mindre lavtryk over Nordsøen tirsdag eftermiddag og aften bevæger sig ind over den nordlige del af Jylland og Skagerrak.
Ifølge Trine Pedersen, vagthavende meteorolog på DMI, har vandstanden nået toppen og vil falde i løbet af tirsdag aften.
Det har også haft betydning for Fanø-færgen, der i et par timer ikke kunne medtage passagerernes biler. Ved 20.10-tiden tager færgen dog igen biler med under overfarten.
I den sydvestjyske by Varde har forhøjet vandstand oversvømmet Tarphagebroen, som derfor er lukket.
Uvejret har bevæget sig langs hele vestkysten, og også kajen på Hvide Sande Havn blev kort oversvømmet. Det skriver TV Midtvest.
– Det (vandet red.) er allerede faldet betydeligt, så vi kommer ikke til at gøre yderligere ved det lige nu, oplyser Tom Hebsgaard fra Hvide Sande Havn til mediet.
DMI varsler frem til midnat mellem tirsdag og onsdag, at der er risiko for kraftig regn i Vestjylland. Lokalt kan der falde mellem 30 og 50 millimeter i perioden.
/ritzau/
Andre læser også