AVIZ

Utilfredse vognmænd mødes tirsdag med to ministre

Østjylland: Lastbilchauffører blokerer trafikken flere steder
Østjylland: Lastbilchauffører blokerer trafikken flere steder (Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Her skal den kommende kilometerafgift og demonstrationerne mandag drøftes, siger direktør Erik Østergaard fra DTL til Transportmagasinet.dk.

– Vi skal sammen med de øvrige repræsentanter for organisationerne diskutere situationen omkring kilometerafgiften og vognmandsdemonstrationerne. Så må vi se, hvad der kommer ud af det, siger Erik Østergaard.

Mandag har vognmænd flere steder i landet generet trafikken med blokader ved trafikknudepunkter og ved at køre langsomt.

Det sker i protest mod en kommende kilometerafgift.

Erik Østergaard understreger, at brancheorganisationen tager skarp afstand fra ulovlige demonstrationer.

Han vurderer dog, at der er forståelse i befolkningen for, at vognmændene er frustrerede ved udsigten til den nye afgift.

Ifølge Erik Østergaard er det “gået op for alle, at kilometerafgiften ikke har noget som helst med den grønne omstilling at gøre”.

– Det handler om, at staten skal have nogle flere penge i kassen, siger han til Transportmagasinet.

Aftalen om den kommende kilometerafgift blev indgået sidste år af den daværende S-regering og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale.

Afgiften skal indføres i 2025 og være en kilometerbaseret vejafgift, som betyder, at en lastbil, der kører på benzin eller diesel, i gennemsnit skal betale 1,30 kroner per kilometer.

Skatteminister Jeppe Bruus har mandag udtalt til TV 2, at han ikke “kommer til at trække forslaget tilbage”.

Han siger dog, at “vi lytter meget til den kritik og den bekymring, som det er udtryk for”.

/ritzau/

Andre læser også