I 11. time forsøger forhandlere for Hollywoods manuskriptforfattere at lande en ny kontraktaftale med store produktionsselskaber som Walt Disney og Netflix.
Hvis ikke parterne kommer frem til en aftale, kan The Writers Guild of America (WGA), som er manuskriptforfatternes fagforening, allerede tirsdag indlede en strejke.
Tekstforfatterne vil have en højere løn og en ændring af praksis i industrien. Det skyldes ifølge tekstforfatterne et boom i streaming.
Og stigningen i streaming betyder ifølge manuskriptforfatterne, at de får en lavere løn for mere arbejde.
Ifølge Reuters lever halvdelen af manuskriptforfattere på laveste lønniveau. I 2013-2014 var det tal en tredjedel, viser en statistik hos WGA ifølge mediet.
Gennemsnitslønnen er for manuskriptforfattere faldet med fire procent det seneste årti.
Men det er ikke det eneste, som manuskriptforfatterne vil have afklaring omkring. De vil have stillet sikkerhed for, at kunstig intelligens ikke bruges til at producere nye manuskripter baseret på deres tidligere arbejde.
En strejke vil ifølge Reuters betyde, at populære talkshows som “The Tonight Show with Jimmy Fallon” og “Saturday Night Live” samt sæbeoperaer ikke vil udkomme med nye afsnit.
Programmer i den kategori bruger nemlig i højere grad manuskriptforfattere.
I 2007 og 2008 strejkede manuskriptforfattere i Hollywood i 100 dage. Det betød, at tv-stationerne udkom med flere realityshows og genudsendelser.
/ritzau/Reuters
Andre læser også