AVIZ

USA’s største bank lægger låg på Epstein-sager med to forlig

FILES-US-BANKING-LITIGATION-JPMORGAN

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

De to forlig markerer en form for afslutning på sagerne, der i månedsvis har fyldt for den amerikanske storbank. JPMorgan Chase er blevet beskyldt for at vende det blinde øje til Epsteins forbrydelser.

Banken oplyser tirsdag, at den har indgået et forlig med Jomfruøerne på 75 millioner dollar – svarende til 525 millioner kroner.

30 millioner dollar går til velgørenhed, 25 millioner dollar skal styrke indsatsen mod menneskehandel og 20 millioner dollar går til advokatudgifter.

Jomfruøerne havde krævet 190 millioner dollar fra JPMorgan Chase, hvor Jeffrey Epstein var kunde fra 1998 til 2013.

Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige. Han nåede dog aldrig at komme for retten.

Den 66-årige rigmand blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.

Epstein ejede to naboøer i territoriet Jomfruøerne. På den ene misbrugte han ifølge myndighederne unge kvinder og piger seksuelt.

Foruden forliget med Jomfruøerne har JPMorgan Chase også indgået et forlig med den tidligere chef i banken Jes Staley.

Det er ikke oplyst, hvor meget Staley skal betale til JPMorgan Chase.

Jomfruøerne har med erstatningssagen ønsket at stille banken til ansvar for at stille sine ydelser til rådighed for Epstein mellem 1998 og 2013. Ydelserne muliggjorde, at han kunne betale sin ofre til tavshed.

Alt imens ignorerede banken angiveligt adskillige interne advarsler, fordi man betragtede Epstein som en velhavende klient.

JPMorgan Chase indgik i 2021 et forlig på 290 millioner dollar – over to milliarder kroner – med ofrene for Epsteins forbrydelser.

/ritzau/

Andre læser også