AVIZ

USA vil ramme Ruslands krigsmaskine med nye sanktioner

APTOPIX Japan G7 Summit
APTOPIX Japan G7 Summit (Hiro Komae/Ritzau Scanpix)

Det siger en højtstående amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer fredag lokal tid forud for et G7-topmøde i Japan, som USA’s præsident, Joe Biden, deltager i.

Alle G7-landene er på vej med flere sanktioner mod Rusland, siger embedsmanden, der udtaler sig til journalister på betingelse af anonymitet.

Vedkommende betegner den kommende pakke af sanktioner fra USA som noget, der vil “gøre det endnu sværere for Rusland at holde sin krigsmaskine i gang”.

– Det vil afskære omkring 70 foretagender fra Rusland og andre lande fra at modtage amerikansk eksport, siger embedsmanden.

– Dertil kommer op mod 300 nye sanktioner mod enkeltpersoner, firmaer, skibe og fly.

De nye sanktioner har også til formål at lukke de smuthuller, der har gjort, at Rusland har været i stand til at omgå nogle af de hidtidige sanktioner, siger embedsmanden ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lederne af syv af verdens førende industrilande – også kendt som G7 – er samlet i byen Hiroshima i Japan, hvor de fredag formelt indleder et topmøde.

Højt på dagsordenen står spørgsmålet om, hvordan man kan forsøge at lægge yderligere pres på Rusland som følge af den russiske krig mod Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ventes at tale til deltagerne ved topmødet via video.

Lederne skal også drøfte Kinas stigende militære og økonomiske magt i løbet af de tre dage, topmødet varer.

/ritzau/

Andre læser også