Det vurderer amerikanske efterretningstjenester ifølge avisen The New York Times.
De amerikanske efterretningstjenester ved ikke præcis, hvilken enhed der udførte angrebet. Det er også uklart, om præsident Volodymyr Zelenskyj og hans regering havde kendskab til operationen.
Flere amerikanske embedsmænd mener, at Zelenskyj ikke var orienteret om angrebet.
De amerikanske efterretningstjenester er ifølge The New York Times nået frem til deres foreløbige konklusion dels gennem opsnappet kommunikation. Her har russiske embedsmænd givet Ukraine skylden for angrebet.
Gennem anden opsnappet kommunikation har ukrainske embedsmænd ligeledes sagt, at de mener, at deres land er ansvarlig for angrebet.
Angrebet blev udført onsdag den 3. maj, hvor to droner forårsagede skade på Kreml.
Amerikanske spionagenturer ser ifølge The New York Times et billede af en løs sammenslutning af ukrainske enheder, der er i stand til at udføre begrænsede operationer i og udenfor Rusland.
Nogle af disse operationer kan være blevet udført uden præsident Zelenskyj eller andre regeringsfolks viden, mener amerikanerne.
Foruden droneangrebet mod Kreml mener amerikanske embedsmænd, at ukrainere er ansvarlige for drabet på datteren til en fremtrædende russisk nationalist, drabet på en prorussisk blogger samt en række angreb i russiske byer nær grænsen til Ukraine, hvoraf det seneste fandt sted mandag.
De amerikanske embedsmænd udtaler sig til The New York Times på betingelse af anonymitet.
Hverken repræsentanter for Det Hvide Hus, CIA eller direktøren for USA’s efterretningstjenester har ønsket at kommentere oplysningerne.
Selv om droneangrebet kun forårsagede begrænset skade på Kreml, punkterede det den følelse af sikkerhed og uovervindelighed, som Kreml har forsøgt at skildre i Moskva på trods af det kaos, Rusland har skabt med sin krig i Ukraine.
/ritzau/
Andre læser også