Det skriver den amerikanske avis The New York Times torsdag.
Dermed går styrelsen ifølge avisen væk fra en politik, som længe har været diskuteret, og som flere har kritiseret for at være diskriminerende.
FDA har torsdag også selv offentliggjort nyheden i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at potentielle donorer – uanset seksualitet – alle vil blive stillet en række personlige spørgsmål om blandt andet seksuel aktivet.
– FDA har i dag færdiggjort anbefalingerne om at afgøre bloddonorers egnethed ved at stille en række individuelle spørgsmål, der skal mindske risikoen for at overføre hiv via transfusion, skriver FDA.
Hiv kan overføres via blod eller sæd og føre til sygdommen aids. Langt størstedelen af alle smittetilfælde sker via seksuel kontakt.
I Danmark blev reglerne ændret i begyndelsen af 2020, så homoseksuelle og biseksuelle mænd også fik lov til at donere blod.
Reglerne siger dog også, at der skal gå fire måneder fra, at en mand har haft sex med en anden mand, indtil han må donere blod.
USA har kigget på en række andre lande – herunder Storbritannien og Canada – under arbejdet med at lave nye retningslinjer. Det oplyser FDA.
– Alle potentielle donorer, der oplyser, at de har en ny seksuel partner eller har haft mere end én seksuel partner de seneste tre måneder eller analsex de seneste tre måneder vil blive afvist, skriver den amerikanske styrelse.
USA oplever i øjeblikket en mangel på bloddonorer.
Det skyldes blandt andet, at antallet af bloddonationer foretaget på arbejdspladser eller skoler faldt under coronapandemien.
/ritzau/
Andre læser også