AVIZ

USA stopper FN-resolution om Gaza-våbenhvile med veto

US-UN-ISRAEL-PALESTINIAN-CONFLICT-DIPLOMACY

USA’s viceambassadør Robert A. Wood siger blandt andet, at han umuligt kan stemme for en tekst, der ikke fordømmer den militante palæstinensiske Hamas-bevægelses angreb på Israel 7. oktober.

USA kan ikke støtte en “uholdbar våbenhvile”, der kun “sår frøene til den næste krig”, siger Wood.

Han betegner resolutionsteksten, der er fremlagt af De Forenede Arabiske Emirater, som “løsrevet fra virkeligheden”.

Særligt den del af resolutionen, der opfordrer til en “betingelsesløs våbenhvile”, er urealistisk, mener FN-udsendingen.

– Det vil blot lade Hamas være, gøre dem i stand til at omgruppere og gentage, hvad de gjorde 7. oktober, siger Wood.

13 af de i alt 15 medlemslande i Rådet stemte for resolutionen. Storbritannien afstod fra at stemme.

USA er et af de fem permanente medlemslande i Sikkerhedsrådet, der har vetoret.

Det amerikanske veto møder kritik fra to af de andre permanente medlemmer, Kina og Rusland.

Ruslands FN-ambassadør betegner USA som “hjerteløst”, mens Kina erklærer sig skuffet over USA’s veto.

– At tillade en fortsættelse af kampene imens man hævder at gå op i indbyggernes liv og sikkerhed i Gaza og de humanitære behov der, er selvmodsigende, lyder det ifølge BBC fra Kinas FN-ambassadør.

Det udkast, der var til afstemning fredag aften dansk tid, opfordrer dels til en humanitær våbenhvile og dels til, at alle de gidsler, der er i Hamas’ varetægt, omgående løslades.

Desuden skal humanitære organisationer have adgang til Gazastriben, hedder det videre.

Det er sjette gang, at Sikkerhedsrådet forsøger at nå til enighed i spørgsmålet om den blodige konflikt mellem Israel og Hamas.

Kun én gang er det lykkedes. Det var i november, da der var enighed om en opfordring til at etablere “humanitære pauser og korridorer” i Gazastriben.

FN’s generalsekretær, António Guterres, havde fredag indkaldt Sikkerhedsrådet med en aktivering af den såkaldte artikel 99 i FN-charteret.

Den foreskriver, at FN’s leder “kan bringe ethvert forhold, som efter hans opfattelse kan true opretholdelsen af international fred og sikkerhed, til Sikkerhedsrådets opmærksomhed”.

Det er yderst sjældent, at denne artikel anvendes.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere