– Det kan blive nødvendigt med mere end en pause, understreger Kirby.
Han tilføjer, at hvis der kræves en lokal, tidsafgrænset pause for at få gidslerne ud af Gaza, så støtter USA også det.
Der blev fredag sendt yderligere ti lastvogne med nødhjælp ind i Gazastriben, men der er behov for særligt mere brændsel, siger Kirby.
Kirby ville ikke kommentere yderligere på rapporterne om en varslet udvidet israelsk landoffensiv i Gaza.
Jordans udenrigsminister, Ayman Safadi, advarer om, at den israelske offensiv på landjorden vil føre til “en humanitær katastrofe af episke proportioner”. Det siger han på det sociale medie X, det tidligere Twitter.
I Gaza siger de palæstinensiske sundhedsmyndigheder fredag, at 7326 mennesker nu er blevet dræbt under israelske angreb – det har overvejende været civile og mange af dem børn. Det tal er ikke bekræftet af andre kilder.
FN’s generalsekretær, António Guterres, advarer mod en hidtil uset lavine af menneskelig lidelse på grund mangel på fødevarer, mangel på vand og mangel på el under de israelske bombardementer.
– Jeg gentager min opfordring til en humanitær våbenhvile, til en betingelsesløs frigivelse af alle gidsler og leveringer af livreddede forsyninger. hedder det i en erklæring fra Guterres, som siger, at lidelserne i Gaza tager til hvert minut.
Israel anklagede tidligere fredag Hamas for at føre krig fra et hospital i Gazastriben.
– Hamas har indrettet kommando- og kontrolcentre samt skjulesteder for deres terrorister og deres ledere, sagde den israelske hær talsmand, Daniel Hagari.
På en pressekonference viste Hagari fotos, tegninger og lydoptagelser, som angiveligt skulle underbygge anklager om, at Hamas især bruger Shifa-sygehuset i Gaza.
Den israelske hærs anklager er ikke verificeret af andre kilder, og de afvises af palæstinenserne.
/ritzau/Reuters
Andre læser også