Kongressen har indtil 30. september til at blive enige om midlertidig finansiering af de statslige aktiviteter forud for det nye finansår, der starter 1. oktober.
En nedlukning af statsapparatet betyder, at alle offentligt ansatte bliver sendt hjem uden løn. Det betyder også, at føderale institutioner – eksempelvis ministerier, museer og nationalparker – lukker.
Formår de demokratiske og republikanske politikere ikke at blive enige om et nyt budget, står USA over for den fjerde nedlukning af regeringen på blot et årti.
Republikanerne, der har flertal i Repræsentanternes Hus, er indtil videre ikke lykkedes internt at blive enige om at præsentere forslag til finansiering til Senatet, hvor Demokraterne har flertal.
Det skyldes modstand fra en række politikere på den yderste højrefløj til stor frustration for den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.
– Dette er et helt nyt koncept af individer, der blot vil brænde hele stedet ned. Det virker bare ikke, sagde han til pressen efter endnu et forgæves møde med sine partifæller torsdag.
Republikanerne er ved at udarbejde fire forskellige lovforslag, der reflekterer de omfattende nedskæringer i regeringsbudgettet, som flanken på højre går efter.
Under al sandsynlighed vil de dog blive afvist af Demokraterne, da nedskæringerne er for langt fra det budget, præsident Joe Biden lagde op til tidligere på året.
Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus lyder på 221 mod 212, hvorfor partiet ikke kan tåle mange afhoppere.
Torsdag blokerede flertallet en afstemning om et nyt budget for militæret på 886 milliarder dollar – 6200 milliarder kroner – selv om fem republikanere havde tilkendegivet, at de ville bakke op om Demokraternes forslag.
/ritzau/Reuters
Andre læser også