AVIZ

USA rækker Kina fredspibe og tillader flere flyrejser

China Boeing 737 Max
China Boeing 737 Max (Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix)

Det Hvide Hus vil tillade kinesiske luftfartsselskaber at øge deres flyvninger til USA, i hvad der bliver set som en fredspibe midt i de to landes historisk dårlige relationer.

Det skriver avisen Financial Times.

Fremover vil USA’s transportministerium tillade Kinas luftfartsselskaber at hæve deres ugentlige rundflyvninger fra 8 til 12.

Det er ifølge avisen det samme antal flyvninger, amerikanske flyselskaber laver til Kina.

Kina har presset på for at få den amerikanske regering til at vedtage beslutningen.

Landet ser det nemlig som en mulighed for at øge turismen samt opfordre til yderligere investering i Kina, hvor samfundet igen er åbnet op efter coronapandemien.

Til gengæld har USA været tilbageholden, fordi det er landets opfattelse, at kinesiske luftfartsselskaber kan udkonkurrere de amerikanske.

Det skyldes, at kinesiske fly i modsætning til amerikanske må flyve over Rusland, hvilket er en kortere og dermed billigere rute.

Det er en bekymring, som amerikanske luftfartsselskaber ifølge Financial Times også har givet udtryk for.

Sidste uge sagde den administrerende direktør for American Airlines, Robert Isom, at beslutningen ville føre til ulige konkurrencevilkår for amerikanske flyselskaber.

Siden en mistænkt kinesisk overvågningsballon fløj over amerikansk luftrum i februar, har luften været kold mellem de to lande.

Ballonen blev efterfølgende skudt ned af amerikanske jagerfly, men hændelsen førte til, at USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, aflyste et besøg til Kina.

Financial Times beskriver de to landes relationer som havende nået lavpunktet, siden diplomatiske forbindelser blev indført i 1979.

For tiden forhandler landene dog ifølge avisen om at arrangere et fremtidigt besøg fra amerikanske diplomater til Kina.

/ritzau/

Andre læser også