AVIZ

USA angriber Rusland på G20-møde: Stop krigen i Ukraine

INDIA-G20-DIPLOMACY
INDIA-G20-DIPLOMACY (Olivier Douliery/Ritzau Scanpix)

Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, ved starten af mødet i Indiens hovedstad, New Delhi.

– Desværre er dette møde igen blevet skæmmet af Ruslands uprovokerede og uberettigede krig mod Ukraine, lyder det fra Blinken.

Han opfordrer G20-landene til fortsat at kræve af Rusland, at landet trækker sig ud af Ukraine.

USA og Rusland er på mødet også røget i totterne på hinanden om den kornaftale, som blev indgået sidste sommer med FN og Tyrkiet som mægler.

Den tillader trods krigen, at Ukraine og Rusland via inspektioner fortsat kan eksportere korn til verdensmarkedet gennem Sortehavet.

Det var en aftale, der fik bremset galopperende priser på fødevarer på verdensmarkedet, og som især ramte udviklingslandene hårdt.

Henvendt til den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, beder han om svar på, om Rusland vil forny kornaftalen. Den udløber 18. marts.

– Rusland har med vilje og systematisk sænket tempoet i sine inspektioner. Det har skabt en ophobning af skibe, der ville kunne levere mad til verden i dag, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Aftalen må forlænges, siger han, for at sikre mad “til de mest sårbare” i verden.

Lavrov svarer ved at anklage Vesten for “skamløst at begrave kornaftalen”. De gør ikke nok for at lette restriktionerne over for den russiske eksport, mener han.

Efter udenrigsministermødet har Antony Blinken også holdt et pressemøde i New Delhi. Her opfordrer han Rusland til at stoppe krigen i Ukraine.

– Jeg sagde til udenrigsministeren (Lavrov, red.), hvad jeg også sagde sidste uge i FN, og hvad så mange andre G20-udenrigsministre har sagt i dag.

– Stop denne fjendtlige krig og deltag i meningsfuldt diplomati, der kan give retfærdig og langvarig fred, lyder det fra Blinken.

/ritzau/Reuters

Andre læser også