Selv om titler utvivlsomt er målet for United efter seks års tørke, skaber torsdagens sejr i Europa League over Barcelona tro på yderligere fremgang i den engelske klub.
Det siger manager Erik ten Hag.
– Det her er endnu et skridt, for når man kan slå Barcelona, bliver ens tro styrket, og så kan man slå alle, siger han.
Manchester United er nu klar til ottendedelsfinalen i Europa League. United avancerede fra 16.-delsfinalerne med samlet 4-3 efter 2-1 i torsdagens kamp på Old Trafford.
Barcelona kunne dermed slutte sig til en liste over store klubber slået på Uniteds hjemmebane de seneste måneder. Den tæller også Arsenal, Liverpool og Manchester City.
– Man har brug for en strategi for at opbygge en stærk tro, men man har også brug for resultater, siger ten Hag om, hvordan han har været med til at løfte United efter en skuffende 2021/22-sæson.
Ikke kun resultaterne har dog været med til at løfte stemningen blandt fans.
Også muligheden for, at Uniteds ejere, den upopulære Glazer-familie, måske kan være på vej ud af klubben, har ført til begejstring blandt tilhængere.
– Fansene har været med os i de sværeste øjeblikke, siger torsdagens United-kaptajn, Bruno Fernandes.
– Vi har været virkelig gode denne sæson, for de har altid stået bag os, men dette er noget andet.
– Man kan mærke, at der er noget særligt mellem os. Old Trafford var elektrisk, og det er derfor, at vi fik resultatet, siger han.
Danske Andreas Christensen spillede hele kampen for Barcelona og havde rigeligt at se til, men slap hæderligt fra det.
Den danske landsholdsspiller og hans holdkammerater må nu rette fokus på de hjemlige turneringer.
Christian Eriksen er fortsat skadet og var ikke med for United.
/ritzau/AFP
Andre læser også