Det skriver TV 2.
I en intern mail fra de københavnske lokalafdelinger af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) og den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum, som TV 2 har set, opfordres der til ikke at vælge Kofod.
Det er formændene i de to organisationer, Anton Bach Thomassen og Kasper Dlugatch Stisen, som kommer med opfordringen.
Den tidligere udenrigsminister, som sad i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019, beskrives blandt andet som “fortidens kandidat”.
Kofod blev tidligere på ugen indstillet som kandidat af Socialdemokratiet på Bornholm. Han kan dermed blive en af de tre kandidater, som Socialdemokratiet i Region Hovedstaden stiller op til valget i 2024.
I mailen henvises der blandt andet til, at partiets afdeling i København de seneste år har taget et opgør med en bestemt kultur, som har eksisteret i partiet.
– Vi besluttede os for at være et parti, som repræsenterer nutiden bedre og dermed repræsenterer det samfund, som København ønsker, skriver de to formænd i mailen til Socialdemokratiet København ifølge TV 2.
I mailen står der også, at en kandidat skal kunne samle københavnerne, og det mener organisationerne ikke, at Kofod kan.
Det er uvist, hvad der specifikt menes med, at Kofod er en “fortidens kandidat”, som ikke kan føre til den kulturændring, som organisationerne ønsker.
De to formænd vil ikke uddybe yderligere over for TV 2. Heller ikke DSU’s nationale afdeling vil udtale sig til TV 2. Men det vil DSU’s lokalafdeling på Fyn gerne. Her siger formand Anders Vile til TV 2:
– Vi synes ikke, han er en oplagt kandidat. Og det er jo på grund af hans historik.
Vile mener ikke, at der er behov for overhovedet at indstille Kofod som kandidat, ligesom han også konstaterer, at Kofod heller ikke blev valgt ind i Folketinget af vælgerne ved valget sidste år.
TV 2 har siden torsdag forsøgt at få en kommentar fra Kofod. Men han er ikke vendt retur.
Fra 1998 til 2014 var Kofod folketingsmedlem. Han blev udenrigsminister i S-regeringen efter folketingsvalget i 2019. Dengang var Kofod lige blevet genvalgt til endnu en periode i Europa-Parlamentet. Men han blev altså hentet ind i den daværende regering.
Selv om han ikke opnåede valg til Folketinget ved valget sidste år, er Kofod i Folketinget i dag som midlertidigt folketingsmedlem. Det er han som vikar for Mette Gjerskov (S), der er sygemeldt.
/ritzau/
Andre læser også