AVIZ

Ungarn opfordrer til svensk og finsk Nato-medlemskab

Hungarian Prime Minister Orban delivers annual State of the Nation speech in Budapest
Hungarian Prime Minister Orban delivers annual State of the Nation speech in Budapest (Bernadett Szabo/Reuters)

Det siger landets premierminister, Viktor Orbán, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag morgen.

Dog skal spørgsmålet om svensk og finsk medlemskab debatteres yderligere i det ungarske parlament, understreger Orbán.

Ungarn har ligesom Tyrkiet endnu ikke godkendt, at Sverige og Finland kan optages i Nato. Det er de eneste to lande, som ikke har givet endeligt grønt lys til svensk og finsk Nato-medlemskab.

I en udsendelse på ungarsk radio siger landets premierminister, at han har bedt sine partifæller i det højrenationale Fidesz-parti om at støtte en optagelse af de to nordiske lande i forsvarsalliancen.

Derudover siger Orbán, at man stadig bør lytte til Tyrkiets bekymringer om Sveriges eventuelle optagelse.

– Hvad angår Tyrkiet, er de også vores allierede. Derfor er vi nødt til at lytte til dem, siger premierministeren.

På trods af de forskellige forbehold skal det ifølge Orbán understreges, at Ungarn i sidste ende støtter både svensk og finsk medlemskab af Nato.

Ungarske medier har tidligere skrevet, at spørgsmålet om optagelsen af de to lande ventes debatteret – og eventuelt endeligt godkendt – i løbet af marts.

Modstanden mod de to landes indlemmelse i Nato har primært været rettet mod Sverige. Og modstanden har været størst hos Tyrkiet.

Dels mener Tyrkiet, at Sverige holder hånden over kurdiske oprørere, som svenskerne ikke vil udlevere til Tyrkiet.

Dels er Tyrkiet stærkt utilfreds med, at Koranen er blevet brændt af på svensk jord af den dansk-svenske aktivist Rasmus Paludan.

Ungarn har kritiseret afbrændingen i stærke vendinger og opfordret Sverige til at opføre sig anderledes, hvis svenskerne vil med i Nato.

/ritzau/Reuters

Andre læser også