Ungarns regering har onsdag besluttet at udvide listen over produkter, som ikke må importeres fra Ukraine til det ungarske marked.
Det drejer sig om honning, vin, brød, sukker, kød og forskellige grøntsager.
Det fremgår af et dekret udsendt af den ungarske regering. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I forvejen havde Ungarn indført et midlertidigt forbud mod import af blandt andet korn produceret i Ukraine.
Det samme har Polen, Slovakiet og senest Bulgarien gjort.
Efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år lempede EU reglerne for import af varer fra Ukraine til det europæiske marked.
Blandt andet er den sædvanlige told på ukrainske varer fjernet. Og der er ikke – som tidligere – et loft over, hvor store mængder af de ukrainske produkter, der må indføres til EU.
Ændringerne skal lette situationen for Ukraine, der på grund af krigen og risikoen for russiske angreb ikke kan eksportere sine varer med skib via Sortehavet i samme omfang som tidligere.
Den midlertidige ordning har dog udløst utilfredshed blandt landmænd i flere af Ukraines nabolande. Herunder Ungarn.
Landmændene i nabolandene er utilfredse med, at det er blevet sværere at komme af med deres produkter. Og at prisen på produkterne falder på grund af importen af ukrainske varer.
Ifølge landmændene og Ungarns regering har ukrainsk landbrug fået en konkurrencemæssige fordel.
Det midlertidige forbud mod ukrainsk honning, vin og de øvrige fødevarer gælder fra onsdag til 30. juni.
Det gælder dog ikke varer i transit – altså produkter, som transporteres via Ungarn til et tredjeland.
Ukraine eksporterede inden krigen primært sine landbrugsvarer med skib over Sortehavet. Risikoen for russiske angreb satte dog en brat stopper for denne eksportrute.
En aftale mellem Rusland og Ukraine har siden sikret, at Ukraine kan eksportere blandt andet hvede og solsikkeolie fra tre udvalgte havne ved Sortehavet.
/ritzau/
Andre læser også