En dommer i Københavns Byret ser en risiko for, at den unge mand på fri fod igen kan tænkes overfalde tilfældige personer.
Vurderingen begrundes især med, at han så sent som i november sidste år blev dømt for vold, ligesom der er rejst tiltale om vold på et værtshus.
Derfor varetægtsfængsler dommeren manden frem til 10. maj.
I retsmødet lørdag indrømmer manden at have et problem med alkohol. Han havde nok tømt to flasker vodka i løbet af onsdagen inden overfaldet på rengøringsmanden på Nørreports metrostation natten til torsdag, siger han.
Manden kunne dog ikke huske meget.
– Jeg var helt black-outet, lød det i retten.
Inden dommeren træffer sin beslutning, kommer den tætbyggede mand med en undskyldning.
– Jeg er utrolig ked af den måde, jeg har opført mig på.
En kvinde optog en video af episoden på metrostationen klokken 01.20 tidligt torsdag morgen. Optagelsen er delt på sociale medier, og man kan høre den aggressive mand råbe “sorte svin” ad rengøringsmanden.
Offeret har fortalt politiet, at han frygtede for sit liv. Han blev slået på armen, så moppen røg ud af hans hånd.
Ifølge politiets sigtelse forsøgte den 25-årige også at nikke rengøringsmanden en skalle.
“Call the police”, råbte kvinden til andre, der var til stede. Hun flygtede ad rulletrappen, mens den 25-årige forsøgte at komme tæt på hende.
Den sigtede erkender sig delvist skyldig i dette overfald.
Politiet mener også, at han bare ti minutter før oppe på gaden begik vold mod en anden tilfældig person, der blev slået i ansigtet. Dette nægter han.
Videoen blev også set af hans mor, som han bor hos.
– Jeg blev vækket af min mor, forklarer han. Hun ville vide, hvad der var sket.
– Jeg blev pinlig og flov over det, siger han. Han ringede til B.T. og bad mediet om at bringe hans undskyldning.
Manden er vokset op i Urbanplanen og har absolut ikke noget imod mennesker med anden hudfarve end sin egen, har han forsikret under en afhøring hos politiet.
Han overvejer at kære afgørelsen til landsretten.
/ritzau/
Andre læser også