AVIZ

Ny undersøgelse: Trods økonomisk krise holder forældre fast i børnenes lommepenge

Ny undersøgelse: Trods økonomisk krise holder forældre fast i børnenes lommepenge
Ny undersøgelse: Trods økonomisk krise holder forældre fast i børnenes lommepenge

Pressemeddelelse

13.3.2023 06:30:00 CET | Danske Bank

Den økonomiske krise har i høj grad haft indflydelse på danske familiers forbrug og hverdagsøkonomi. Mange oplever at måtte spare, hvor spares kan, og at udgifter på alt fra dagligvarer til el, gas, vand og varme er steget eksplosivt.

Selvom det er blevet dyrere at være dansker, holder forældrene dog fast i lommepengene til deres børn. I en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Bank svarer hele 74 % af de adspurgte forældre, at den økonomiske usikkerhed ikke har haft indflydelse på deres barns lommepenge.

Det glæder Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank:

”Mange familier har det seneste år mærket privatøkonomien stramme til som følge af den økonomiske krise, men heldigvis kan vi se, at et af de sidste steder, forældre skærer i budgetterne, er i lommepengene til deres børn. Det er positivt, fordi lommepenge er et af de helt centrale elementer i at lære gode pengevaner på lang sigt,” siger hun.

Ifølge hende er gode pengevaner afgørende for at opnå økonomisk ansvarlighed og tryghed gennem resten af livet.

”Forskning i børns pengevaner viser, at ”øvelse gør mester”, og derfor handler lommepenge ikke så meget om selve beløbet, men om, at man som barn får ansvar for og erfaringer med sine egne penge. Lommepenge er altså én af de vigtige byggesten, der kan gøre dig økonomisk ansvarlig senere i livet,” forklarer hun.

Den økonomiske krise gør børn bekymrede for familiernes økonomi

Undersøgelsen viser også, at en tredjedel af forældrene oplever, at den økonomiske situation har gjort deres børn bekymrede for familiernes økonomi. Dette bekræfter de bekymringer, som børnene tidligere på året gav udtryk for i en undersøgelse, som YouGov foretog for Danske Bank i januar. Her svarede 50 % af de adspurgte børn og unge mellem 10-17 år, at den økonomiske situation i verden gør dem bekymrede for deres forældres økonomi.

Anne Juel Jørgensen opfordrer derfor danske forældre til at være opmærksomme på at tale med deres børn om penge og økonomi – uanset familiens egen økonomiske situation.

For selvom den økonomiske usikkerhed og stigende priser ikke nødvendigvis har betydet, at ens familie har haft svært ved at betale regningerne eller har måttet foretage benhårde prioriteringer, kan bekymringerne alligevel sive ned til familiens yngste.

”Børnene opfanger lynhurtigt, hvis der er bekymringer i luften, hvad enten det er pengeproblemer i deres egen familie, blandt klassekammerater eller noget, som de hører om i medierne. Det bedste du kan gøre for at holde dine børn trygge, er at tale med dem om penge – selvfølgelig på en måde, som er tilpasset deres alderstrin,” forklarer Anne Juel Jørgensen.

Ny bog skal hjælpe forældre med at tale med deres børn om penge og privatøkonomi

Ifølge Anne Juel Jørgensen kan der være flere årsager til, at forældre i dag ikke taler nok om penge og privatøkonomi med deres børn. Nogle forældre mener ganske enkelt, at penge ikke er et emne, der egner sig til at blive drøftet med børn, mens andre mener, at man skal vente til, at børnene er teenagere, før de skal lære om økonomi.

”Det er sådan set et misforstået hensyn, når forældre siger, at de ikke giver deres børn lommepenge, fordi de ikke synes, at børnene skal bekymre sig om penge fra en tidlig alder. For forskning viser, at vores pengevaner grundlægges allerede fra treårs-alderen, så jo tidligere du begynder med at tale med dine børn om penge, jo større er sandsynligheden for, at de bliver i stand til at forstå den økonomiske virkelighed, de er en del af, og dermed udvikler økonomisk ansvarlighed på sigt,” forklarer hun.

Anne Juel Jørgensen udkommer med bogen ”Giv dit barn gode pengevaner” på forlaget Lindhardt & Ringhof mandag den 13. marts i forbindelse med Pengeugen. I bogen kommer Anne med en række gode og håndgribelige øvelser og råd til, hvordan forældre kan inddrage og tale med deres børn om pengeforhold.

”Der skal i virkeligheden meget små anledninger til for, at man kan få penge ind i samtalen med sine børn, men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Jeg håber, at min bog kan hjælpe med at gøre hverdagsøkonomi til et naturligt samtaleemne mellem forældre og børn på linje med lektier og legeaftaler,” slutter Anne Juel Jørgensen, børne- og ungechef i Danske Bank.


Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Danske Bank. Der er i alt gennemført 1020 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 31. januar – 10. februar 2023.

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere