AVIZ

Ulykke kostede tysk par livet: Festivalgæst nægter vanvidskørsel

Exteriør af retten i Randers mm.
Exteriør af retten i Randers mm. (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

En 31-årig mand erkender at have kørt med euforiserende stoffer i blodet, da han sidste sommer stødte frontalt sammen med et tysk ægtepar.

Men han nægter at have kørt hasarderet og gjort sig skyldig i såkaldt vanvidskørsel.

Det fremgår, da manden mandag formiddag afgiver forklaring i retssal H i Retten i Randers.

Ulykken, der skete 16. juli sidste år på Århusvej ved Grenaa, kostede den tyske mand på 74 og den tyske kvinde på 62 livet.

Den tiltalte forklarer i retten, at han sammen med en ven var taget til Radio ABC Beach Party i Grenaa. Pludselig følte han sig syg og ville hjem.

Han satte sig bag rattet i sin sorte VW Golf. Kort efter skete sammenstødet med den røde BMW med det tyske ægtepar.

Den tiltalte kan ikke huske de nærmere omstændigheder, men han mener at have overholdt færdselsreglerne.

– Det går egentlig fint, indtil vi lige pludselig kører galt. Så kan jeg ikke huske mere, før jeg vågner op på hospitalet, siger manden.

Han er iført en lys, ternet skjorte. På tilhørerpladserne sidder hans familie, som han kort forinden har krammet.

Af anklageskriftet fremgår det, at den sorte Golf kørte over midterstriberne og havnede i det modkørende spor. Her skete sammenstødet med den røde BMW.

En efterfølgende blodprøve viste, at den 31-årige havde THC – det aktive stof i cannabis – samt kokain og MDMA i blodet.

Den tiltalte forklarer, at han ikke på selve ulykkesdagen havde røget hash eller taget stoffer.

Men han erkender, at han røg hash “et par dage før”.

Anklager Mathilde Paulsen vil vide, om han har en idé om, hvorfor der også blev fundet MDMA og kokain i hans blod?

– Det må også være fra et par dage forinden, for jeg havde ikke taget det den dag, jeg kørte galt.

Manden forklarer, at han for “nogle år siden” havde et regulært misbrug.

– Og så er jeg faldet i nogle gange, forklarer han.

Men den pågældende dag havde han blot drukket to til tre øl og følte sig i stand til at køre bil på forsvarlig vis, forsikrer han.

Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden ulykken.

Anklagemyndigheden har rejst sagen som en nævningesag. Det sker, når der er krav om fire års fængsel eller derover.

Men den tiltalte har fravalgt nævninger. Det er således en dommer og to domsmænd, der skal behandle sagen.

Udover fængsel vil anklagemyndigheden have den tiltalte frakendt førerretten for bestandigt.

Det fremgår af anklageskriftet, at han tidligere har fået frakendt førerretten.

Retten har afsat fire dage til behandling af sagen, og der ventes dom mandag 8. maj.

/ritzau/

Andre læser også