Erhvervsmanden Søren Enggaard er idømt to måneders betinget fængsel, mens den nordjyske storbonde og godsejer Flemming Fuglede Jørgensen er idømt en bøde på 15.000 kroner.
Det oplyser Retten i Aalborg.
Sagen opstod, da en journalist fra Jyllands-Posten under en færgeoverfart på Kattegat overhørte en telefonsamtale mellem de to.
Samtalen handlede blandt andet om selskabet Alm. Brands forestående overtagelse af Codan Forsikrings danske aktiviteter.
Samtalen fandt sted 10. juni 2021, men nyheden blev først offentliggjort dagen efter.
Flemming Fuglede Jørgensen, der dengang var medlem af bestyrelsen for Alm. Brand, erkendte i retten, at han havde lækket fortrolige oplysninger.
– Jeg erkender, at jeg er kommet til at tale over mig, sagde han.
Søren Enggaard erkendte, at han på baggrund af oplysningerne bad sin rådgiver om at erhverve aktier i Alm. Brand for 981.260 kroner.
Det skete i forventning om, at aktiekursen ville stige, når nyheden kom ud.
Håbet blev dog ikke indfriet.
– Det gik jo den gale vej, kursen faldt. Det var ikke, hvad jeg havde forventet, sagde Søren Enggaard i retten.
Den udeblevne kursgevinst formildede dog ikke specialanklager Jan Henrik Hansens syn på sagen.
Han krævede Flemming Fuglede Jørgensen idømt en bødestraf på 25.000 kroner og som udgangspunkt en ubetinget fængselsdom for insiderhandel.
Specialanklageren erklærer sig dog tilfreds med dommen.
– For at børsmarkedet kan fungere effektivt, er det vigtigt, at alle har lige adgang til kursrelevant information på samme tid.
– Derfor er jeg tilfreds med dagens dom, der understreger, at samfundet ikke tolererer, at man videregiver og udnytter en fortrolig og kursfølsom viden, der endnu ikke er offentliggjort på markedet, til egen økonomisk vinding, siger Jan Henrik Hansen i en kommentar.
Søren Enggard modtager dommen, oplyser hans forsvarsadvokat.
/ritzau/
Andre læser også