General Kyrylo Budanovs forudsigelse kommer på et tidspunkt, hvor der hersker stor usikkerhed om, hvordan krigens næste fase vil udvikle sig.
I adskillige uger har Ukraine ventet en større russisk offensiv i forbindelse med årsdagen for invasionen den 24. februar. Men dette er hidtil ikke sket i noget større omfang.
– Rusland har spildt mange menneskelige ressourcer, mange våben og militært udstyr. Det er ikke sandsynligt, at den russiske økonomi og produktion kan dække disse tab, siger Budanov i sit stærkt bevogtede og solidt befæstede hovedkvarter i Kyiv.
– Kommandostrukturen i militæret er blevet ændret. Hvis det russiske militær ikke får gennemført dets planer i dette forår, så vil det være uden militære redskaber, tilføjer han i interviewet med USA Today.
Budanov forudsiger videre, at Ukraine og Rusland vil komme til at udkæmpe “et afgørende slag i dette forår, og dette slag vil blive det sidste inden krigens afslutning.”
Han kommer ikke med specifikke oplysninger, der kunne underbygge hans antagelser, og det er vigtigt at understrege, at der også udkæmpes en intens krig med propaganda. Flere militære eksperter forudsiger, at begge parter er indstillet på en langvarig krig.
Men Budanovs udtalelser går godt i tråd med meldinger fra nogle uafhængige analytikere, som siger, at russerne både mangler ammunition og organiserede og motiverede styrker.
– Rusland har mistet omkring halvdelen af dets kampvogne, det mangler artilleri i udstrakt grad, og det har ikke en produktiv base, hvor der kan fremstilles en masse nyt udstyr, siger Phillips P. O’Brien, professor i strategisk sikkerhed ved St. Andrews Universitet i Skotland.
– Ukraine er stærkere nu, end det var for et år siden med bedre våbensystemer – heriblandt mange Nato-systemer. Ruslands udstyr er dårligere, og dets soldater er dårligere trænet. Det har mindre af det udstyr, der skal bruges ved fronten. Det er kun soldater, som det har flest af. Men jeg er ikke fan af masser af utrænede soldater, tilføjer O’Brien til USA Today.
/ritzau/
Andre læser også