AVIZ

Ukrainsk atomkraftværk har igen strøm efter nyt nedbrud

FILES-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT
FILES-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT (Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix)

Det oplyser den ukrainske strømoperatør Ukrenergo.

– Ukrenergo har genetableret strømledningen, der forsyner Zaporizjzja. Værket skifter nu til strøm fra det ukrainske strømsystem, skriver selskabet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det lød mandag formiddag fra FN’s atomenergiagentur, at kraftværket endnu en gang havde mistet forbindelse til elnettet.

– Ukraines Zaporizjzja mistede her til morgen al udefrakommende elektricitet for syvende gang under konflikten, skrev Rafael Grossi, chef for Det Internationale Atomenergiagentur, på Twitter.

– Atomsikkerhedssituationen på kraftværket er ekstremt sårbar. Vi skal blive enige om at beskytte kraftværket nu. Det kan ikke fortsætte, lød det.

Der nåede mandag at blive taget dieseldrevne nødgeneratorer i brug.

Selv om kraftværkets seks reaktorer er blevet lukket, har de stadig brug for strøm konstant for at blive holdt nedkølet og undgå en nedsmeltning.

Rusland har i løbet af krigen i Ukraine taget kontrol over kraftværket.

Både Rusland og Ukraine har beskyldt hinanden for at være skyld i mandagens strømsvigt.

Rusland påstår, at ukrainerne har afbrudt et strømkabel, mens Ukraine påstår, at det skyldes russernes beskydninger.

Ifølge Reuters har der været meldinger om, at en brand på kraftværket kan have været skyld i nedbruddet.

Atomkraftværket ligger i det sydøstlige Ukraine nær byerne Mykolajiv og Mariupol. Det ligger i en region, der også hedder Zaporizjzja.

Den er en af fire ukrainske regioner, som Rusland har erklæret for værende russiske efter folkeafstemninger.

De tre øvrige er Donetsk, Kherson og Luhansk. Tilsammen udgør de fire regioner omkring 15 procent af Ukraines territorie.

Både Ukraine og Vesten har affejet og fordømt Ruslands folkeafstemninger.

Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.

/ritzau/

Andre læser også