AVIZ

Ukraines luftforsvar afværger missilangreb i Kyiv

Russia Ukraine War
Russia Ukraine War (Vadim Ghirda/Ritzau Scanpix)

Ukraines luftforsvar afværger i de tidlige timer af mandag russiske missilangreb mod hovedstaden Kyiv.

Det oplyser de lokale myndigheder ifølge Reuters.

– Luftforsvaret er blevet sat i arbejde!, skriver Kyivs regionale administration på det sociale medie Telegram ifølge Reuters.

– Forhold jer rolige! Bliv i beskyttelsesrum, indtil varslingssirenerne stopper.

Ukrainske medier rapporterer også om eksplosioner i regionerne Dnipropetrovsk og Sumy.

Der lyder ifølge Reuters varslingssirener gennem hele Ukraine.

Avisen The Kyiv Independent beretter, at varslingssirener i Kyiv først blev tændt klokken 03.40 mandag.

Chefen for politiet i Mykolajiv, Serhij Sjajkhet, havde tidligere anslået, at Rusland ville forsøge at ramme Ukraine med op mod 100 missiler.

I april modtog Ukraine det Patriot-luftforsvarssystem, som Tyskland havde lovet det krigshærgede land.

Patriot-systemet kan skyde fly, krydsermissiler og nogle ballistiske missiler ned og dermed forhindre, at missilerne rammer deres mål.

Ukraine er blevet lovet yderligere Patriot-luftforsvarssystemer samt det lignende mobile våbensystem, der er kendt som Samba eller SAMP/T.

Det er udviklet i fællesskab mellem Frankrig og Italien.

/ritzau/

Andre læser også