AVIZ

Ukrainekrigen sender våbenproducent på førende tysk aktieindeks

SLOVENIA-GERMANY-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR
SLOVENIA-GERMANY-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR (Jure Makovec/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det er blandt andet krigen i Ukraine, som har ført til en stor stigning i selskabets værdi.

Rheinmetalls markedsværdi er aktuelt omkring 78 milliarder danske kroner.

Aktieprisen på selskabet er ifølge dpa mere end fordoblet siden Ruslands invasion af Ukraine.

Selskabet producerer blandt andet kanonen på de Leopard 2-kampvogne, som er ved at blive leveret til Ukraine.

Rheinmetall laver også kanonen på Panzerhaubitze 2000, som er en langdistancehaubits, der anvendes af den ukrainske hær.

Også i 2023 ventes selskabet at vokse hurtigt.

Europæiske lande er i stor stil i gang med at øge deres militærbudgetter som modsvar på invasionen af Ukraine.

– Vi vil gerne bidrage med vores produkter i forbindelse med de øgede militærbudgetter, sagde administrerende direktør Armin Papperger torsdag.

Tysklands forhold til våbenproduktion og krig er stærkt præget af det nazistiske styres forbrydelser under Anden Verdenskrig.

– Men selv om Europas største økonomi foretrækker at sætte fokus på bilproducenterne og maskinindustrien, er Tyskland ikke nogen lille fisk i havet, hvad angår våbenproduktion, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tyskland var ifølge det svenske fredsforskningsinstitut Sipri verdens femtestørste våbeneksportør fra 2018 til 2022.

Dermed lå landet lige bag Kina. Tyskland står for fire procent af det globale marked.

For tiden forsøger Rheinmetall at øge kapaciteten og ansætte flere medarbejdere.

Trods Tysklands tilbageholdende tilgang til krig og brug af militærmagt har landet under forbundskansler Olaf Scholz meddelt, at store investeringer er på vej. Det skyldes krigen i Ukraine og anses for at være et brud med tidligere tiders politik.

Det er dialysespecialisten Fresenius Medical Care, som må afgive sin plads på DAX-indekset for de 40 førende tyske aktier.

/ritzau/

Andre læser også