AVIZ

Ukraine ser møde i Kyiv som tegn på kommende EU-medlemskab

Ukraine ser møde i Kyiv som tegn på kommende EU-medlemskab

Det fastslår Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, forud for mødet i Ukraines hovedstad, Kyiv.

– Jeg er meget stolt af at kunne byde EU-landenes udenrigsministre velkommen i Kyiv. Det er en historisk begivenhed. For det er første gang nogensinde, at udenrigsministrene mødes uden for EU’s grænser. Men mødet foregår inden for de fremtidige grænser for EU. Det er et budskab i sig selv, siger Dmytro Kuleba.

Dermed sætter han ord på Ukraines store håb om, at man efter krigen vil kunne blive medlem af EU.

Ukraine opnåede sidste år status af kandidatland, selvom landet allerede før krigen var et af Europas fattigste og præget af udbredt korruption.

Ukraine har dog under krigen gennemført en række reformer, som man håber vil overbevise EU-landene om at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine. Her bliver det afgørende, hvad EU-Kommissionen skriver i en rapport om Ukraines fremskridt, som ventes i slutningen af oktober.

Her vil EU-Kommissionen give sin vurdering af Ukraines muligheder for at tage næste skridt mod optagelse. Er reformerne tilstrækkelige, vil EU-topmødet i december måske ende med en beslutning om at åbne optagelsesforhandlingerne.

Herfra kan der dog gå flere år, før Ukraine har opfyldt alle kriterier, der skal til for at blive medlem af EU.

For Ukraines udenrigsminister er der dog ingen tvivl om udfaldet. Ukraine vil ende med at blive medlem af EU. I et interview med mediet Politico forud for mødet, uddyber Kuleba:

– Det faktum, at ministerrådet kommer til Ukraine, er et budskab i sig selv, sagde Kuleba og hævdede ifølge Politico, at det var et levende bevis på Ukraines gradvise optagelse i EU:

– Budskabet er, at Ukraine er ved at blive medlem af EU, processen finder sted lige nu, hvor vi taler og holder disse møder, sagde Kuleba.

EU’s udenrigschef, Josep Borrell, undlod dog at tale om EU-medlemskab til Ukraine forud for mødet.

– I dag er udenrigsministrene kommet til Kyiv for at holde et uformelt møde. Det er ikke et møde, hvor vi skal træffe beslutninger, men et møde, hvor vi har en politisk debat for at se, hvad vi skal gøre i forhold til krigen i Ukraine, og hvordan EU støtter Ukraine.

– Vi vil studere præsident Zelenskyjs forslag til en fredsplan, og hvordan vi kan samle støtte rundt om i verden og forberede det næste topmøde, siger Josep Borrell.

/ritzau/

Andre læser også