AVIZ

Ukraine afviser ansvar – men ser frem til flere angreb i Rusland

Drones reportedly hit buildings in Moscow
Drones reportedly hit buildings in Moscow (Maxim Shemetov/Reuters)

Det siger den ukrainske præsidentrådgiver Mykhajlo Podoljak.

Podoljak, der er præsident Volodymyr Zelenskyjs øverste rådgiver, tilføjer dog, at det skaber glæde i Ukraine, at også Rusland udsættes for angreb.

– Med hensyn til angrebene: Selvfølgelig er vi glade for at se det her, og vi forudser en stigning i antallet af angreb. Men selvfølgelig har vi ikke direkte noget med det at gøre, siger Podoljak i et program på YouTube.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium blev der tirsdag sendt otte droner ind over Moskva. De blev nedskudt, før de nåede deres egentlige mål, lyder det.

To boligbyggerier blev ramt, men ingen kom alvorligt til skade.

Droneangrebet i Moskva har ramt, på et tidspunkt hvor Ukraine har været udsat for omfattende angreb. Natten til tirsdag blev Ukraine udsat for det tredje større droneangreb inden for 24 timer.

Det ukrainske luftvåben oplyser tirsdag formiddag, at det i nattens løb nedskød 29 ud af 31 droner over hovedstaden Kyiv og Kyiv-regionen.

– Mellem klokken 23.30 og 04.30 angreb russiske besættelsesstyrker Ukraine, skriver det ukrainske luftvåben på sociale medier.

Zelenskyj oplyser, at han har mødtes med Ukraines militære ledelse for at diskutere de næste skridt i den store offensiv mod den russiske invasion.

For knap en måned siden – den 3. maj – eksploderede en drone over Kreml, den opmurede fæstning i midten af Moskva, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sit kontor.

Også her mener Rusland, at Ukraine stod bag.

Den amerikanske avis The New York Times skrev i sidste uge, at angrebet sandsynligvis var orkestreret af en af Ukraines særlige militær- og efterretningsenheder. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Det er også uklart, om præsident Zelenskyj skulle have haft kendskab til planerne.

/ritzau/Reuters

Andre læser også