Myndighederne udløste luftalarmen, efter at det ukrainske luftforsvar havde nedskudt adskillige russiske Kalibr-missiler, som var sendt mod Kyiv fra Sortehavet.
Den afrikanske delegation skulle senere fredag mødes med præsident Volodymyr Zelenskyj.
Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sagde, at de russiske angreb var “et budskab” til den afrikanske fredsmission.
– Ruslands præsident, Vladimir Putin, opbygger sin selvtillid ved at gennemføre det mest omfattende raketangreb mod Kyiv i adskillige uger, netop som afrikanske ledere er på besøg i vores hovedstad.
– De russiske missiler er et budskab til Afrika: Rusland ønsker mere krig, ikke fred, siger Kuleba.
Den afrikanske delegation, som blandt andre omfatter den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, skal under besøget drøfte en fredsplan med ukrainske ledere. Ramaphosa og de andre ledere ankom til Kyiv tidligt fredag med tog fra Polen.
Gruppen inkluderer statsledere fra Senegal, Congo, Zambia og Comorerne. Fra Egypten deltager premierminister Mustafa Madbuli.
Lørdag rejser den afrikanske delegation videre til Moskva for at mødes med præsident Putin.
Afrikanske lande importerer store mængder korn og gødning fra Rusland og Ukraine. Krigen har ført til både handelsblokader og skyhøje priser. Sydafrika beskyldes for angiveligt at have prorussiske holdninger, og landet er under mistanke for at sende våben til Rusland.
Ukraine siger, at det nedskød mindst 12 missiler over Kyiv – deriblandt seks hypersoniske Kinzhals.
Det ukrainske luftvåben siger, at det fik ram på seks Kinzhals-missiler, seks Kalibr-krydsermissiler og to rekognosceringsdroner.
De lokale myndigheder siger, at der ikke skete skader på bygninger og faciliteter i Kyiv under fredagens angreb.
/ritzau/AFP
Andre læser også