Grundet et uheld blev broen klokken 18.36 spærret for al biltrafik i retning mod Sjælland. Lukningen varede omkring en time, før der igen kunne åbnes for trafikken.
– I retning mod Sjælland er broen åben for biltrafik. I retning mod Sjælland advares der imod kødannelse, skriver Sund og Bælt på Twitter klokken 19.37.
Vagtchef Nicolai Lynge fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste kort efter uheldet, at politiet havde en indsatsleder og en patrulje på vej til ulykken.
– Det er en personbil, som har påkørt noget afspærring på broen, sagde han.
Nærmere bestemt har bilisten påkørt en tavlevogn på højbroen.
– Der kommer til at være kø på Storebæltsbroen. Man har lukket for trafikken fra Fyn mod Sjælland, sagde Nicolai Lynge.
Efter genåbningen oplyser politiet, at der er ryddet op på stedet, og at ingen er kommet til skade.
Uheldet falder sammen med, at der tirsdag aften også er planlagt lukning af broen grundet vejarbejde.
Planen var, at broen skulle lukkes i 45 minutter fra klokken 20, men efter uheldet har Sund og Bælt udskudt lukningen til klokken 21.
Efter lukningen vil der natten til onsdag være dobbeltrettet trafik på broen frem til klokken 05. Det indebærer også, at fartgrænsen nedsættes til 80 kilometer i timen, og at overhaling bliver forbudt.
/ritzau/
Andre læser også