Beløbet svarer til cirka 89 milliarder kroner.
Det skriver Reuters.
Bevillingen til Ukraine har onsdag fået endeligt grønt lys af medlemmerne i det tyske parlament, Forbundsdagen.
– Med pengene kan Ukraine købe våben direkte med støtte fra den tyske regering, lyder det i en udtalelse fra regeringen ifølge Reuters.
– Det er vigtigt at støtte Ukraine så længe som muligt.
Siden Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, har Tyskland i forvejen sendt militærstøtte til en værdi af mere end 14,2 milliarder euro (knap 106 milliarder kroner) til Ukraine.
De yderligere 12 milliarder euro, som nu er på vej til Ukraine, bliver ikke sendt afsted på én gang, skriver Reuters.
3,2 milliarder euro bliver overført i løbet af 2023. De resterende 8,8 milliarder euro skal fordeles over årene 2024 til 2032.
I en længere periode efter Ruslands invasion af Ukraine var Tyskland tilbageholdende med at støtte Ukraine.
Landets regering og kansler Olaf Scholz blev kritiseret for deres nølen. Scholz afviste blandt andet i foråret sidste år at levere tunge våben – herunder kampvogne – til ukrainerne.
Siden har den tyske regering skruet ned for forsigtigheden.
Viljen til at hjælpe Ukraine blev understreget, da Scholz i januar besluttede at sende de avancerede Leopard 2-kampvogne til Ukraine.
Mens Tyskland inden det seneste bidrag har støttet Ukraine med 106 milliarder kroner, har Danmark tilsvarende sendt cirka 6,2 milliarder kroner i militær støtte til Ukraine.
Derudover har Danmark foreløbig bidraget med cirka 1,4 milliarder i civil støtte, oplyser Udenrigsministeriet. “Civil støtte” dækker over midler til forskellige humanitære formål.
/ritzau/
Andre læser også