I alt er over 13.550 personer flygtet fra regionen til Armenien, oplyser den armenske regering tirsdag i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sidste uge tog Aserbajdsjan kontrol over Nagorno-Karabakh, der ligger i Aserbajdsjan, men som i tre årtier blev kontrolleret af etniske armeniere, der udgør et flertal af befolkningen der.
Den armenske ledelse i regionen siger, at de 120.000 armeniere i regionen ikke længere vil bo i en del af Aserbajdsjan.
De frygter forfølgelse og etnisk udrensning og stoler ikke på Aserbajdsjans løfter om, at deres sikkerhed er garanteret.
Aserbajdsjan har til gengæld udtalt, at ønsket er at integrere de etniske armeniere i samfundet som “ligeværdige borgere”. Det skriver BBC.
Tirsdag skal repræsentanter fra Armeniens og Aserbajdsjans regering mødes i Bruxelles. Mødet bliver det første af sin slags siden offensiven sidste uge.
Senere skal de to landes ledere mødes. Det sker efter planen næste måned.
Armeniens regering udtalte søndag ifølge BBC, at hundredvis af flygtninge havde fået bolig med støtte fra regeringen.
Endnu er der dog ikke kommet en meget klar plan for at modtage strømmen af mennesker, skriver det britiske medie.
Den armenske premierminister, Nikol Pashinyan, har sagt, at der er planer om at modtage op mod 40.000 personer.
Ifølge AFP var der mandag et stort antal mennesker ved et humanitært knudepunkt, som er blevet oprettet i byen Goris i Armenien ikke langt fra grænsen.
– Vi gennemgik nogle forfærdelige dage, siger 41-årige Anabel Ghulasyan til AFP.
Hun ankom til Goris i en minibus med sin familie. Sine ejendele havde hun i nogle tasker.
Flere af de ankomne etniske armeniere har opgivet håbet om at vende tilbage.
– Ingen kommer tilbage – det var det, siger Anna Agopyan i Goris til nyhedsbureauet Reuters.
– Diskussionen om Karabakh er ovre nu – for bestandig tror jeg.
/ritzau/
Andre læser også