AVIZ

Tusindvis af kreditorer kræver 164 millioner fra Lauritz.com

Lauritz.com er taget under konkursbehandling

Det siger Rune Derno, der er en af sagens kuratorer.

Samlet er der registreret krav på 164 millioner kroner. Det er blandt andet fra sælgere, der har haft et brugernummer i auktionshuset, solgt varer og ikke modtaget deres penge.

Derudover er det også fra driftskreditorer som eksempelvis forsyningsselskaber, og så er det obligationsindehavere, som er dem, der står for størstedelen af det trecifrede millionbeløb.

– Men der er enkelte sælgere, der mister store beløb på det her, siger han.

Rune Derno forventer ikke, at det samlede krav på 164 millioner kommer til at ændre sig mærkbart.

– Tallet vil ændre sig en lille smule. Vi har lige nu 643 henvendelser fra kunder, som ikke kan finde ud af, hvad de har til gode, hvor vi er i gang med at få afstemt, hvad de vil have anmeldt. Men det kommer ikke til at ændre det store, siger han.

Indtil boets afslutning kan man som kreditor anmelde krav. Men Rune Derno forventer ikke væsentligt større krav.

I august lød det fra Rune Derno, at han forventede krav fra 8000 kunder. Han siger, at han på det tidspunkt indregnede alle krav – alt fra 50 kroner til meget større beløb.

– Det er klart, at der formentlig er en del af dem, hvor det er meget små beløb, hvor det ikke er anmeldt endnu, eller som måske ikke bliver det. Hvis du har 50 kroner til gode, kan det være, du tænker, du ikke gider gøre krav på det, siger han.

Auktionshuset Lauritz.com blev erklæret konkurs 11. juli.

Selskabet havde været under rekonstruktion i knap en måned inden konkursen, fordi det ikke havde været i stand til at betale sine udeståender.

Under rekonstruktionen forsøgte selskabet at opretholde driften og samtidig finde ny kapital eller finansiering. Det lykkedes ikke, hvorfor ledelsen indgav en egenbegæring om konkurs.

Hovedparten af auktionshuset er blevet solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm.

Rune Derno oplyser, at næste redegørelse til kreditorerne og skifteretten senest kommer 10. november. Her vil der blandt andet blive redegjort for de vigtigste årsager til konkursen, og hvornår boet forventes afsluttet.

/ritzau/

Andre læser også