AVIZ

Trump blev fejlagtigt meldt død efter hacking

US-POLITICS-VOTE-REPUBLICANS-DEBATE-SPIN ROOM

Det oplyser en talsperson for Donald Trump Jr., som er Donald Trumps søn, ifølge det amerikanske medie CNN.

-Dons (Donald Trump Jr., red.) konto er blevet hacket, skriver talspersonen Andrew Surabian på X.

Ifølge CNN var der fra profilen blevet delt et opslag, hvor det fremgik, at Donald Trump var død.

Dette er “naturligvis ikke er sandt,” skriver Surabian.

I et andet opslag fra den hackede profil stod der, at Trump Jr. ville stille op til præsidentvalget. Det opslag blev delt mere end 1000 gange inden for de første minutter.

Under hackingen blev der også delt et opslag, som havde truende karakter over for Nordkorea.

Dertil blev et nyt opslag fastgjort i toppen af Trump-sønnens profil. Dette var ifølge CNN en racistisk fornærmelse af USA’s præsident Joe Biden.

Omkring en halv time efter at opslagene var blevet delt, var de igen slettet.

X har til CNN ikke kommenteret sagen.

Hackingen af Donald Trump Jr.s’ konto rejser spørgsmål om, hvordan X vil sikre sine brugere – især dem, der er profilerede politiske personer – frem mod det amerikanske valg i 2024.

Elon Musk købte det daværende Twitter i oktober sidste år og har siden forsøgt sig med en række nye tiltag på platformen.

Blandt andet har han gjort det blå flueben, som er en verificering af brugeren, tilgængeligt for alle, der vil betale omkring otte dollar for symbolet. Det svarer til cirka 56 danske kroner.

Senest udtalte han tirsdag, at X kan være på vej til at indføre brugerbetaling for at bekæmpe de mange bot-konti.

I sin tid som ejer af platformen har Elon Musk afskediget omkring 50 procent af alle ansatte.

/ritzau/

Andre læser også