AVIZ

Toldere fandt 38 millioner kroner i kontanter sidste år

Thomas Lekfeldt
Thomas Lekfeldt (Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Toldstyrelsen.

Fundene bliver særligt gjort i lufthavne.

– De store millionbeløb vidner om, at kriminelle netværk forsøger at transportere og hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og derfor holder tolderne et vågent øje på rejsende på vej til og fra Danmark, siger Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen, i pressemeddelelsen.

De 38 millioner, der blev tilbageholdt i 2022, stammer fra 78 sager. Hver sag kan indeholde mere end én rejsende.

Til sammenligning blev der i 2019 tilbageholdt 16 millioner kroner, og det var baseret på 42 overtrædelsessager.

De større tilbageholdte beløb kan blandt andet skyldes, at Toldstyrelsen har øget sit fokus på kontanter.

– Ud over vores løbende stikprøvekontrol gennemfører vi en række målrettede aktioner, hvor vi bruger bagageskannere og pengehunde i landets lufthavne, siger Michael Lund i meddelelsen.

Når toldere tilbageholder penge fra rejsende, bliver beløbet overdraget til politiet, som undersøger, hvor pengene stammer fra.

I hvert fald en del af dem stammer fra kriminalitet.

Det er kommet frem de seneste måneder, hvor der er blevet afsagt en række domme mod personer, som blev pågrebet i Københavns Lufthavn med store beløb, de forsøgte at hvidvaske.

Den nyeste er fra fredag, hvor to svenske statsborgere mænd Københavns Byret blev idømt henholdsvis to år og ni måneder samt tre års fængsel for forsøg på hvidvask af 23 millioner kroner.

Pengene skulle smugles ud af Danmark til Istanbul i Tyrkiet.

Da de to mænd på 34 og 37 år blev anholdt i lufthavnen 15. februar sidste år, var de i besiddelse af over tre millioner kroner i forskellig valuta.

Fra slutningen af november 2021 til midten af februar 2022 tog de mænd i alt otte ture, vurderede retten. Ingen af gangene havde de givet oplysninger til toldmyndighederne om pengene, de havde med sig.

Rejser man med over 10.000 euro, svarende til cirka 75.000 kroner, skal det angives til Toldstyrelsen. Reglerne er til for at forhindre blandt andet hvidvask.

/ritzau/

Andre læser også