AVIZ

To palæstinensere meldes dræbt i israelsk militæroperation

Israel Palestinians
Israel Palestinians (Majdi Mohammed/Ritzau Scanpix)

To palæstinensere er lørdag morgen blevet dræbt i en israelsk militæroperation i en flygtningelejr på Vestbredden.

Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters og mediet Times of Israel.

Militæroperationen fandt sted i flygtningelejren Nur Shams nær byen Tulkarem i den nordlige del af Vestbredden.

Ifølge Times of Israel er det to mænd på 22 år, der har mistet livet. De blev dræbt under en skudveksling med israelske soldater.

De var begge bevæbnede.

De to palæstinensere mistænkes for at stå bag et skyderi, som fandt sted tirsdag nær den israelske bosættelse Avnei Hefetz på Vestbredden.

Her blev en 39-årig israelsk mand lettere såret, har den israelske redningstjeneste Magen David Adom oplyst.

Palæstinensiske medier skriver ifølge Times of Israel, at de to dræbte var “medlemmer af modstandsbevægelsen”.

Her henvises til militante palæstinensiske grupperinger, som kæmper mod Israels besættelse af palæstinensiske områder – herunder Vestbreden.

Det er uvist, hvilken gruppe de to mænd skulle tilhøre.

Militæroperationen nær Tulkarem finder sted, to dage efter at israelske styrker dræbte tre bevæbnede palæstinensere i byen Nablus.

To af de tre mænd var mistænkt for at stå bag drabet på en britisk-israelsk kvinde og hendes to døtre i Jordandalen på Vestbredden i april.

De to formodede gerningsmænd var angiveligt medlemmer af den militante gruppe Hamas. Hamas har hovedsæde i Gaza.

Lørdagens militæroperation og drabet på de tre palæstinensere torsdag følger efter en række sammenstød mellem israelske sikkerhedsstyrker og militær på den ene side og palæstinensiske militante og civile på den anden.

Flere end 100 palæstinensere har mistet livet i israelske aktioner siden nytår. Det viser en opgørelse som nyhedsbureauet AFP har lavet.

I samme periode har 19 israelere, en ukrainer og en italiener mistet livet i angreb udført af palæstinensere.

Israelske militæroperationer og ransagninger finder ofte sted på Vestbredden, som har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967.

/ritzau/

Andre læser også