Selskabet er således kommet ud af 2022 med et overskud på 2,1 milliarder kroner.
Det viser selskabets årsregnskab torsdag.
Det er mere end en tredobling af indtjeningen i forhold til året før.
Den danske koncern gør sig inden for rengøring, kantinedrift, sikkerhed og generel facility management.
Derfor gik coronanedlukninger og hjemmearbejde hårdt ud over selskabet i en periode.
I 2020 præsenterede man således et større milliardunderskud.
Både i 2021 og 2022 er det dog blevet en solid overskudsforretning igen.
I alt omsatte ISS for 76,5 milliarder kroner sidste år. Det er mere end fem milliarder højere end året før.
– Det kommercielle momentum forblev robust gennem hele året med forlængelse af flere nøgleaftaler, siger topchef Jacob Aarup-Andersen i regnskabet.
– Dette beviser vores forretningsmodels robusthed i et udfordrende makroøkonomisk miljø.
ISS er i gang med at gennemføre en strategi, som går under navnet “OneISS”.
Her fokuserer man netop på nøglekunderne og på at strømline sin forretning på tværs af landegrænser.
– Vores solide forretningsresultat i 2022 var drevet af den fortsatte eksekvering af OneISS-strategien med et fokus på vækst, investeringer i teknologi og bæredygtighed, siger Jacob Aarup-Andersen videre.
Selv om fremtidsudsigterne for det kommende år vurderes at være behæftet med stor usikkerhed, forventer den danske koncern fortsat vækst.
For hele året venter man en organisk vækst i intervallet 4-6 procent.
Væksten forventes at blive drevet af prisstigninger. Prisstigningerne skal imødekomme den fortsat høje inflation, lyder det
/ritzau/
Andre læser også