Det oplyser anklagemyndigheden for det ukrainske politis antikorruptionsafdeling torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Anklagemyndigheden navngiver ikke den tidligere dommer. Ifølge den amerikanske avis The New York Times blev Vsevolod Knjazjev dog tirsdag afsat som chefdommer, efter at et stort flertal af højesteretsdommerne stemte for at fratage ham embedet.
Vedkommende står anklaget ved en særlig ukrainsk domstol, som behandler sager om korruption.
Anklagemyndigheden oplyser, at den tidligere dommer har fået mulighed for at stille kaution på 199,5 millioner kroner.
Anklagerne mod den tidligere chefdommer kom tidligere i denne uge. Den nuværende samling af dommere for Ukraines højesteret kaldte det i en fællesudtalelse for “en mørk dag i rettens historie”.
– Vi skal være værdige og stå imod sådan et slag, skrev dommerne.
Anklagerne mod den tidligere chefdommer kommer desuden, bare få dage inden at formanden for det ukrainske parlament, Ruslan Verkhovna, fredag gæster Folketinget i Danmark.
Her er det netop korruption, som er et af de helt store emner på dagsorden.
Allerede før krigen var Ukraine et af de fattigste lande i Europa, præget af udbredt korruption og et svagt demokrati.
Alligevel fik Ukraine i juni 2022 status som EU-kandidatland. De ukrainske problemer med udbredt korruption er dog fortsat en af de største hindringer for, at Ukraine kan blive en del af EU.
/ritzau/
Andre læser også