AVIZ

Tidligere teaterchef anlægger injuriesag efter anklage om dokumentfalsk

FV22: Møde i salen med valg af formand og nyvalgtes underskrifter
FV22: Møde i salen med valg af formand og nyvalgtes underskrifter (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Jon Stephensens advokat, Bjarke Vejby, tirsdag aften i en mail til Ritzau.

Beskeden fra Jon Stephensen kommer, efter at Henning Dyremose tirsdag har udtalt til Børsen, at bestyrelsen hos Aveny-T “fortsat er af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn”.

Det bestrider Jon Stephensen, lyder det i mailen:

– Af en artikel fra Ritzau i dag fremgår, at Henning Dyremose påstår, at min klient Jon Stephensen har forfalsket en underskrift.

– Dette bestrides af Jon Stephensen, og Henning Dyremoses påstand giver derfor anledning til, at Jon Stephensen i morgen (onsdag, red.) anlægger en injuriesag mod Henning Dyremose med påstand om straf, mortifikation og tort-godtgørelse.

Mistanken om, at Jon Stephensen skulle have forfalsket en underskrift, var ifølge Børsen en af grundene til, at Jon Stephensen i maj sidste år blev fyret som direktør for Aveny-T efter omkring 11 år på posten.

Jon Stephensen stoppede i den forbindelse med øjeblikkelig virkning. Men teaterbestyrelsen har ikke ønsket at udtale sig om, hvad der konkret lå til grund for, at Jon Stephensen blev opsagt.

I stedet har det lydt, at der var tale om “en række uenigheder om grundlæggende ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold”.

Selv har Jon Stephensen sagt, at det var på grund af hans politiske virke som medlem af Moderaterne. Det har Henning Dyremose til gengæld afvist.

Striden om, hvad der egentlig lå til grund for fyringen, har også tidligere ført til, at Jon Stephensen i juni sidste år lagde sag an mod teateret for brud på ligebehandlingsloven.

En sag, han så sent som mandag opgav.

I forbindelse med at sagen blev droppet, lød det blandt andet i en udtalelse fra Henning Dyremose:

– Det er vores overbevisning, at Jon Stephensen hele tiden har været klar over, at bevisbyrden var så overvældende imod ham i forhold til fyringen, og hvorfor vi mistede tilliden til ham, at han ikke har set andre udveje for at forsøge at forhindre dårlig omtale end at droppe sagen.

Om den aktuelle injuriesag vil Henning Dyremose ikke udtale sig før onsdag.

/ritzau/

Andre læser også