Til Fox News siger Barr, at hvis bare det halve bevises i retten, “så er han færdig”.
Ud af de 37 tiltaler, som den særlige anklager, Jack Smith, har rejst, handler de 31 af dem om de tophemmelige dokumenter, som Trump tog med sig, da han i januar 2021 forlod Det Hvide Hus efter at have tabt præsidentvalget til demokraten Joe Biden.
– Jeg var chokeret over graden af, hvor følsomme disse dokumenter er, og hvor mange der var, siger Barr.
– Og jeg mener, at tiltalepunkterne relateret til spionageloven, at han med fuldt overlæg beholdt disse dokumenter, er solide anklagepunkter.
– Hvis bare halvdelen af dem er sande, så er han færdig, siger han.
– Det er et meget detaljeret anklageskrift, og det er meget, meget fældende.
Barr var Trumps justitsminister fra februar 2019 til december 2020.
Han kalder Trumps påstand om, at det er en heksejagt, der er i gang mod ham, for “latterlig”.
Barrs udtalelser er meget opsigtsvækkende. De kommer på et tidspunkt, hvor næsten alle fremtrædende republikanere har afholdt sig fra at kritisere Trump efter anklageskriftet blev kendt fredag.
Tværtom har de beskyldt justitsministeriet og Biden for at rejse anklager, der er politisk motiverede.
Trump er i alle målinger klar favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget næste år.
/ritzau/
Andre læser også