AVIZ

The Wall Street Journal: Kina vil bygge aflytningsbase i Cuba

(Yamil Lage/Ritzau Scanpix)
(Yamil Lage/Ritzau Scanpix)

Det skriver The Wall Street Journal torsdag.

Ifølge avisen vil sådan en spionstation give Kina mulighed for at indsamle elektronisk kommunikation fra det sydøstlige USA, som huser mange amerikanske militærbaser, samt overvåge skibstrafikken.

The Wall Street Journal citerer amerikanske embedsmænd med adgang til klassificerede efterretningsdokumenter.

Ifølge embedsmændene har Cuba og Kina indgået en principaftale, hvor Kina betaler Cuba “adskillige milliarder dollar” for at tillade aflytning.

Både Det Hvide Hus og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, sår tvivl om påstanden.

– Vi har set rapporten. Den er ikke nøjagtig, siger talsmand for det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus John Kirby.

Han uddyber ikke, hvilken del af rapporten han mener er unøjagtig.

Ifølge John Kirby har USA haft “oprigtige bekymringer” omkring Kinas forhold til Cuba, hvorfor USA overvåger forholdet nøje.

Heller ikke brigadegeneral Patrick Ryder, der er talsperson for Pentagon, genkender billedet.

– Baseret på den information, vi har, så er det ikke nøjagtigt. Vi er ikke vidende om, at Kina og Cuba skulle være ved at etablere en form for spionstation, siger han.

– Hvad angår den specifikke rapport, så nej, den er ikke nøjagtig, tilføjer han.

Samme melding lyder fra en talsperson for den kinesiske ambassade i Washington D.C.

– Vi er ikke vidende om dette, og derfor kan vi ikke give nogen kommentar på nuværende tidspunkt, siger talspersonen.

Imens kalder Cuba udmeldingen for “usand og ubegrundet”.

Det siger viceudenrigsminister Carlos Fernández de Cossio til journalister få timer efter offentliggørelsen af The Wall Street Journals historie.

I artiklen skriver avisen også, at aftalen mellem Kina og Cuba, begge ledet af kommunistiske regeringer, har forårsaget frygt i præsident Joe Bidens administration, da en sådan spionbase vil udgøre en ny trussel tæt på USA’s kyster.

/ritzau/Reuters

Andre læser også