Det sker jævnfør en lov, som onsdag blev underskrevet af delstatens guvernør, Greg Abbott.
Loven bliver af republikanere i Texas kaldt det mest vidtgående forbud mod mangfoldighedsafdelinger på videregående uddannelser i landet.
Den er vedtaget i Texas, kort inden at USA’s højesteret forventes at gøre det forbudt for landets universiteter at tage stilling til ansøgeres etnicitet i forbindelse med optag af nye elever.
Jævnfør loven i Texas vil offentlige universiteter, som ikke lukker deres mangfoldighedsafdelinger, blive frataget muligheden for at bruge de offentlige midler, som de er blevet tildelt.
Ifølge loven skal delstatslige embedsmænd hvert andet år undersøge, hvilken påvirkning loven har på studerende fordelt på etnicitet.
Embedsmænd skal blandt andet se på, hvor mange der ansøger, hvor mange der bliver optaget, hvor mange der dimitterer, og hvor gode karakterer der gives.
I det amerikanske forbund for mangfoldighedskontorer på videregående uddannelser, Nadohe, giver man ikke meget for den nye lov.
Forbundets præsident, Paulette Granberry Russel, kalder det “en trist begivenhed for alle studerende ved Texas’ offentligt finansierede universiteter”.
– Ved at skille programmer og afdelinger for mangfoldighed, ligestilling og inklusion ad har Texas’ parlamentsmedlemmer valgt at prioritere en politisk dagsorden over de studerendes succes, siger hun.
Hun siger, at alle studerende uanset etnicitet kan drage fordel af at have en mangfoldig elevflok. Hun understreger desuden, at hendes organisation vil fortsætte med at arbejde for, at universiteter i Texas fortsat skal være mere tilgængelige og inkluderende.
/ritzau/Reuters
Andre læser også