Det er en del af regeringens varslede folkeskoleudspil, der præsenteres i denne uge, skriver Berlingske.
Konkret vil børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og regeringen afkorte den samlede undervisningstid fra børnehaveklasse til 9. klasse med de cirka 200 timer.
Og skoletiden kan blive endnu kortere. For regeringen lægger også op til, at skolerne kan fjerne yderligere 1500 timer i perioden fra børnehaveklasse til 9. klasse.
De sparede ressourcer ved at forkorte skoledagen yderligere skal dog blive på skolen og kan eksempelvis i stedet bruges til at have to lærere i nogle undervisningstimer.
Mattias Tesfaye frygter ikke, at det skader fagligheden med kortere skoledage. Det var ellers et argument i folkeskolereformen i 2013, hvor skoledagen blev gjort længere.
– Det er vigtigere, at der er kvalitet i undervisningstiden, end at der er lang tid i skolen. Så jeg synes, det er helt fint, hvis man gør skoledagen kortere, og så til gengæld har to lærere i nogle af undervisningstimerne.
– Vi har jo forsøgt os med de lange skoledage. Jeg synes ikke, det er en succes, siger Mattias Tesfaye til Ritzau.
Regeringens kommende folkeskoleudspil fyldte en stor del af statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale i Folketinget tirsdag.
Udspillet er også første initiativ i regeringens frisættelsesdagsorden, hvor der skal være mindre styring fra Christiansborg.
Dele af folkeskoleudspillet, som Mette Frederiksen har pointeret, ikke er en ny reform, er løbende blevet beskrevet i pressen.
Eksempelvis har regeringspartiet Venstre søndag meldt ud, at skolebestyrelserne skal styrkes og have mere indflydelse på folkeskolerne.
Det skal blandt andet ske ved at invitere personer fra det lokale erhvervsliv ind i bestyrelserne.
På Christiansborg er folkeskoleområdet forligsbelagt. Det indebærer, at regeringen skal have opbakning fra alle partier bag folkeskoleforliget til udspillet.
Med i folkeskoleforliget er Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Andre læser også