Det skal koste en 16-årig dreng mellem fem års fængsel og fem et halvt års fængsel, at han i december 2021 overfaldt en jævnaldrende dreng med en machete på en legeplads i Valby.
Det mener anklager Han Lam, som i et retsmøde i Retten på Frederiksberg argumenterer for, hvad der vil være en passende straf i sagen.
Derudover kræver anklageren, at den 16-årige udvises af Danmark for bestandig – alternativt i en tidsbegrænset periode.
Drengen blev tidligere mandag kendt skyldig i drabsforsøg.
Som udgangspunkt udløser en dom for drabsforsøg seks års fængsel.
Men der skal ved dommen tages højde for den tiltaltes meget unge alder på gerningstidspunktet, påpeger anklageren.
– Det er helt naturligt at rette blikket mod hans alder, fordi han på gerningstidspunktet kun var 15 år gammel og i dag er 16 år. Og det er noget, der trækker i en formildende retning, siger Han Lam.
Overfaldet fandt sted ved Kirsebærhavens Skole i Valby.
Ifølge nævningetinget ved Retten på Frederiksberg var offeret efter alt at dømme i livsfare efter overfaldet, hvor han først blev stukket i ryggen og derefter hugget i baghovedet med en machete.
Det gav ham en dyb læsion i kraniet og et brud på nakkebenet.
– Den begåede kriminalitet taler afgørende for, at tiltalte skal udvises, siger Han Lam, som henviser til sagens alvorlighed.
Hvis den tiltalte er mindreårig – som i den aktuelle sag – straffes drabsforsøg som udgangspunkt med fem års fængsel. Der er dog flere forhold, som anklageren anser for at være skærpende omstændigheder.
Derfor ser han gerne, at den 16-årige idømmes fem år og seks måneders fængsel. Og ikke kun fem år.
– Stikket i ryggen og hugget i baghovedet skete, mens offeret var nede på alle fire og var fuldstændigt forsvarsløs, siger Han Lam.
Drengens forsvarer, advokat Kåre Traberg Smidt, mener, at hans klient højst skal straffes med fængsel i fire år. Han henviser til retspraksis i tidligere lignende sager med unge gerningsmænd.
Derudover peger han på den 16-åriges personlige forhold. De bør trække i retning af en mildere straf end normalt. Han er ikke tidligere straffet, og han har planer om at uddanne sig til elektriker eller pædagog.
Desuden er der ifølge advokaten gået uforholdsmæssigt lang tid, fra overfaldet blev begået, og den 16-årige blev anholdt, til sagen kom for retten.
– Jeg anmoder om, at man overvejer formildelse i forhold til de personlige forhold, siger Kåre Traberg Smidt.
Han argumenterer desuden for, at hans klient, som har svensk statsborgerskab, ikke udvises af Danmark.
Tre har været tiltalt i sagen. Heraf er én – en 16-årig dreng – blevet frikendt. Han var tiltalt for grov vold, da han ifølge anklagemyndigheden gav ordre til overfaldet over telefonen. Men det har retten ikke fundet bevist.
En anden tiltalt – en 18-årig mand – er kendt skyldig i medvirken til grov vold. Han var til stede ved overfaldet på legepladsen. Anklageren mener, at han skal idømmes otte måneders ubetinget fængsel.
Den 16-årige dreng, der er kendt skyldig i drabsforsøg, førte macheten.
Alle tre har nægtet sig skyldige.
Dommen afsiges senere mandag.
/ritzau/
Andre læser også