De 20.000 tilskuere i MVM Dome i Budapest skreg FTC-Rail Cargo frem til det comeback, som endte med at give ungarerne sejren på 30-29 i et stort drama. Det afgørende mål blev sat ind to sekunder før tid.
I finalen venter de forsvarende mestre fra norske Vipers, mens Team Esbjerg som sidste år må nøjes med at spille om bronze. Her venter igen ungarsk modstand i form af Györ.
Selv om det var en lige start på opgøret, spillede danskerne med god ro. Det holdt fejlforekomsten på et absolut minimum, og tegningerne var lovende.
Op til havde der været et lille spørgsmålstegn ved holdets unge målvogterduo Anna Kristensen og Amalie Milling, men førstnævnte fik hurtigt de bekymringer til at fordufte.
Den tidligere Viborg-målvogter kom glimrende fra start og var medvirkende til, at danskerne tidligt fik et overtag på et mål eller to.
Det var kun den hollandske højrefløj Antje Malesteins afslutninger, hun havde store problemer med. Men hende fik forsvaret lukket ned for, som halvlegen skred frem.
Esbjerg hentede inden sæsonen den norske stjerne Nora Mørk, som har vundet Champions League de seneste fem år med to forskellige hold. Og hun gav tidligt prøver på, hvorfor hun kan tage hold til sejre.
Ud over tre mål på tre forsøg før pausen strøede hun om sig med fremragende frispilninger.
I halvlegens sidste minutter skruede Esbjerg en my på gashåndtaget, mens forsvaret blevet boltet hårdere sammen. Det sikrede en 17-13-føring ved pausen.
Vestjyderne kom dog skævt ind i anden halvleg, hvor fire udvisninger i løbet af de første 12 minutter, gav FTC flere perioder i overtal.
Det var som om, roen og fornuften fra første halvleg var blevet glemt i omklædningsrummet, og det bragte ungarerne op på 21-21.
Vejen var banet for en tæt og dramatisk afslutning, og seks minutter før tid antændte hallen for alvor, da FTC kom foran 27-26.
Esbjerg hang helt ude på kanten og var bagud med to, men under et minut før tid, udlignede Henny Reistad til 29-29.
Det så ud til, at danskerne kunne presse kampen ud i forlænget spilletid, men to sekunder før tid steg Emily Bölk til vejrs og fik sendt bolden forbi Amalie Milling til et gigantisk jubelbrøl.
/ritzau/
Andre læser også